Designerne hos Bullit Mobile Ltd., der står bag CAT-telefonerne, har travlt for tiden. Det er kun to måneder siden, vi testede den dengang nye B15Q toughphone, men nu er der en ny og større model, S50, på gaden. Skærmstørrelsen er vokset fra 4” til 4,7”. Af hensyn til skærmen er telefonen nødvendigvis vokset i størrelse, men tykkelsen er faktisk mindsket. CAT S50 måler 12,7 millimeter i tykkelsen.
Robusthed
Lige som de øvrige mobiler med CAT-navnet på er der tale om en toughphone, altså en mobil, der tåler en hård behandling. S50 er certificeret til IP67 og opfylder desuden MIL SPEC 810G. Den første certificering handler om støv- og vandtæthed: S50 er fuldkommen støvtæt, og kan desuden tåle at være under 1 meter vand i op til 30 minutter. Den anden certificering betyder, at den er godkendt til brug i militæret, og at den kan tåle 1,8 meters fald på betongulv. Telefonen kan i øvrigt bruges ved temperaturer fra -25 grader til 55 plusgrader, og skærmen kan betjenes med våde fingre.
På B15Q-modellen havde vi nogle betænkeligheder ved tætheden da bagsiden skulle tages af for at komme ind til batteri, SIM- og SD-kort. I S50 sidder SD- og SIM-kort bag gummiforseglede dæksler i stedet.
God skærm
Skærmen er både blevet større og bedre, og opløsningen er nu oppe på respektable 1.280 x 720 pixels, svarende til normale 4,7” smartphones i den bedre ende (f.eks. Sony Xperia Z3 Compact). Den er både klar og lysstærk, hvilket er ekstra nødvendigt på en mobil, som kan forventes at blive brugt udendørs. Bagkameraet er også blevet opgraderet til 7,7 megapixels. Her er kvaliteten dog ikke imponerende. Forsidekameraet på 0,3 megapixels inviterer på ingen måde til morsomme selfie-skud. Hvilket måske er i orden, når telefonen er beregnet til at blive brugt, imens man arbejder med tunge og farlige ting.
March på stedet
Da vi modtog telefonen med hasteforsendelse fra London og besked om, at CAT havde sendt en high-end-toughphone på markedet, havde vi forventet, at der også på ydelsen ville være sket store forandringer. Det er dog ikke tilfældet. Hvor forgængeren havde en 1,3 GHz quad-core processor fra Mediatek, er den nye telefon forsynet med en Snapdragon fra Qualcomm. Ligeledes quad-core, men med en arbejdshastighed på 1,2 GHz. Det er udmærket, og CAT ligger stadig i den bedste ende af toughphonemarkedet. Men det er march på stedet, frem for det ventede tigerspring. Og high-end er det altså ikke.
Udtrykt i tal er ydelsen fra S50 da også så godt som identisk med B15Q. Geekbench 3 giver en score på 1.088 i multi-core og 330 i single-core. Tallene for forgængeren var henholdsvis 1.161 og 348. Den grafiktunge Antutu 4-benchmark giver et resultat på 17.368 (17.697 for B15Q). Altså en ubetydelighed ringere end hos den ældre model. I Browsermark kunne S50 lige akkurat nå at komme først: 1.063 imod 910 hos B15Q. Tallene er på ingen måde imponerende, når man sammenligner med CATs egen B15Q, men i retfærdighedens navn er der tale om to telefoner, som begge er rigtig hurtige.
Konklusion:
Flere mobilproducenter, herunder Sony, har haft succes med at fremstille kompaktudgaver af deres topmodeller. CAT er gået den modsatte vej, og har lavet en forstørret version af B15Q. Målt med de alen er CAT S50 en udmærket opgradering, som byder på 4G og bedre skærm. Hvis du købte en B15Q i sensommeren, og i øvrigt er tilfreds med nethastigheden og skærmkvaliteten, er der dog ingen grund til at opgradere til den nye model. Ydelsen på de to telefoner er nemlig i praksis identisk. Kun skærmen, nethastigheden og prisen er vokset.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer