TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: CAT S62 Pro

Begavet powertool

CAT har begrænset antallet af spøjse funktioner i sin bedste toughphone – men har til gengæld forbedret kvaliteten.

Af / 15/12/2020 - 10:00
CAT S62 Pro

Home mener

  • Tåler næsten alt. Det varmefølsomme FLIR-kamera er rigtig godt, og har du brug for funktionen, er det alene mobilens pris værd.
  • Ikke 5G og Wi-Fi 6. Processoren er en tre år gammel middelklassemodel. Prisen er til gengæld som en ny premium-mobil.

Toughphones er robuste telefoner, der er beregnet til at kunne tåle hård behandling. De er populært værktøj for håndværkere og soldater, men kan også bruges af spejdere – samt af meget fummelfingrede personer, som ellers altid har en mobil med knust skærm.

Vi har flere gange testet toughphones fra CAT; et navn, der er velkendt fra industrimaskiner og arbejdstøj. Mobiletelefonerne bygges dog på licens af britiske Bullitt Group.

CAT S62 Pro er den seneste topmodel. Det er en, for toughphones, forholdsvis slank mobil, som i øvrigt ligner sine to forgængere, S60 og S61.

Fronten med den 5,7 tommer store skærm er dækket af Gorilla Glass 6 og ligner enhver anden moderne mobil. Bagsiden er af sort plastic, men den kraftige aluminiumramme hele vejen rundt afslører dog, at der er gjort ekstra ud af holdbarheden.

Antallet af kameraer på bagsiden afslører, at der ikke er tale om en sædvanlig smartphone. Der er nemlig kun to, og det ene er det specielle infrarøde kamera.

Annonce
flir 20201204T094141
Med et FLIR-kamera kan man finde kuldebroer og dårligt isolerede steder. Såsom en ikke helt tæt køleskabslåge. (Foto: John Alex Hvidlykke, L&B)

Nyttigere sensorer

CAT S62 Pro er den tredje CAT-telefon med infrarød sensor. På trods af at den har fået et “Pro” på bagsmækken, er ambitionsniveauet med hensyn til sensorer sænket. Væk er laser-afstandsmåleren (der var både langsom og upræcis) og luftkvalitetsmåleren. Til gengæld har S62 Pro fået en fingeraftrykslæser, og det infrarøde FLIR-kamera er blevet udstyret med en bedre Lepton 3.5-sensor. Der er også gyro, nærhedssensor, kompas og lyssensor i telefonen – men det kan alle andre smartphones også prale af.

Kameraet har fået mindre opløsning end i forgængeren, S61, der havde 16 megapixel. Nu bruges en 12 megapixel sensor, der tager udmærkede billeder, men ikke kvalificerer til fotokonkurrencer.

Som et tegn på de tider, vi lever i, er CAT S62 Pro også hygiejnecertificeret. Den kan tåle at blive tørret af med blegemidler tusinder af gange, og den kan oversprøjtes med alkohol under tryk.

Professionelt varmekamera

FLIR-kameraet er S62 Pros store party-trick. Ikke blot er det fascinerende at se varme og kolde områder aftegnet som farveforskelle oven på motivet, man kan også bruge det til noget. Det kan f.eks. være til at se, hvor varme undslipper og kulde trænger ind ved vinduer og døre. Og dermed hvor der bør efterisoleres.

Man kan udpege særlig varme eller kolde områder på skærmen og få vist deres temperaturer præcist. Man kan vælge farve- og varmeskalaen efter behov, og også hvordan det infrarøde billede mikses med det normale foto. Det er funktioner, der gør CAT S62 Pro langt mere anvendelig end forgængeren, som havde færre indstillinger og funktioner.

flir 20201204T161310
Klasse A-forstærkere har en himmelsk lyd, men de bliver infernalsk varme! Præcist hvor varme kan CAT S62 Pro afsløre. (Foto: John Alex Hvidlykke, L&B)

Til alle slags arbejde

CAT S62 Pro er i den næsthøjeste klasse for vandtæthed, IP68. Det betyder, at den kan ligge på 1,5 meters vanddybde i op til 35 minutter. Igen er det lidt mindre end forgængeren, som tålte en time på tre meters dybde. Det betyder under alle omstændigheder, at den holder til selv det vådeste og mest snavsede arbejde – erhvervsdykkere undtaget. Og det vigtigste er, at den faktisk holdt til neddykningen.

Den klarede også faldtesten fra ørehøjde mod betongulv (jeg havde ikke et stålgulv til rådighed, som specificeret i MIL SPEC 810H).

vb1687567 601A0451
CAT S62 Pro er fuldkommen vandtæt. Den kan være under vand i halvanden time. (Foto: CAT)

Fornuftig hardware

Stabil, solid hardware er vigtigere på byggepladsen end superprocessor og hurtig 3D-grafik. Og det koster at gøre mobilen uødelæggelig. Derfor får man altid mindre ydelse for pengene, når man køber toughphones, end når man anskaffer normale mobiler.

Hjertet i CAT C62 Pro er en 2 GHz Snapdragon 660-processor med otte kerner. Det er en klassisk mobilprocessor med flere år på bagen, og allerede ved introduktionen i 2017 var den i mellemklassen. Skal man sige noget positivt, kan den ikke have fordyret telefonen med ret mange kroner.

Den gamle processor betyder også, at man kigger forgæves efter 5G, som kun er integreret i de nyeste Snapdragon-topmodeller. Det er synd, for det er jo netop behovet for lynhurtig dataoverførsel ude i marken, der har været argumentet for 5G-netværket.

Der er 6 gigabyte RAM og 128 gigabyte lager om bord. Det er stort set fordoblet siden den to år gamle forgænger. Og fuldt tilstrækkeligt til det meste. Sandsynligvis vil processorkraften blive en flaskehals, før lagerpladsen gør det. Skulle lagerpladsen ikke slå til, kan man udvide med op til 256 gigabyte på et microSD-kort.

Skærmen en rigtig lækker og rimelig lysstærk FHD+ skærm på 2160 x 1080 pixel. Det er faktisk på niveau med de fleste normale premium-mobiler. Med den forskel, at skærmen kan betjenes med våde fingre ved temperaturer fra 20 frostgrader til 55 graders tropehede.

Benchmarks

Med en processor, der ikke er hentet på øverste hylde, men snarere i kurven med ugens tilbud, er ydelsen ikke det stof, som rekorder er gjort af. I Geekbench 5 lander resultatet på henholdsvis 295 i single-core og 1.464 i multi-core. Det er omkring en tredjedel af OnePlus 8 Pro, der i dag koster en smule mindre end CAT S62 Pro.

Grafiktesten 3DMark Sling Shot Extreme demonstrerer, at 3D-ydelse ikke er grunden til at købe en S62 Pro. En score på 1.230 er en sjettedel af OnePlus 8 Pros resultat. Til gengæld er resultatet i PCMark Work 2.0-testen (6.032) ret respektabelt. Så den klarer “seriøse” programmer problemfrit.

Kan du ikke arbejde hurtigt, kan du til gengæld gøre det længe. I PCMark-batteritesten holdt CAT S62 Pro ud i over 11 timer. Omsat til normal mobilbrug svarer det til flere dages praktisk brug.

vb1687605 601A8950
Hvis man har brug for det infrarøde kamera på arbejdet, er CAT S62 Pro faktisk billig. (Foto: CAT)

Konklusion

CAT S62 Pro er en ganske vellykket toughphone, der udmærker sig ved at være modstandsdygtig over for alt uden at ligne et stykke byggepladsværktøj. At kalde den hurtig ville være en løgn, for processoren er forældet, men den kan stadig klare alle de apps, du reelt har brug for.

Det varmefølsomme FLIR-kamera er dens store salgsargument, og har du brug for funktionen (eller bare begær efter at eje en mobil, der kan tage temperaturen på motivet), er den pengene værd.

flir 20201204T094407
Espresso skal serveres varm! (Foto: John Alex Hvidlykke, L&B)
Karakter
CAT S62 Pro
Premium
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Årets basis-iPhone haler ind på Pro-serien

Tilbage på toppen

Det perfekte kompromis?

Foldbar magi?

For sent og for dyrt

Endnu nemmere at holde øje med helbredet

Denne iPhone kan du godt springe over

Kronen på værket

En god mobil du kan beholde længe

Virker Pixel-magien også på det foldbare format?

Lækkert og sejt træningsur

Flere forbedringer i samme pakke