Onyx Boox Nova Air 2 er prissat markant højere end sine to konkurrenter i testen, Kobo og Kindle. Men er den tilsvarende mere værd? Du får i hvert fald en hel del mere for pengene. For eksempel har Onyx som den eneste både Bluetooth og indbygget højttaler. Lyden i højttaleren er ganske vist metallisk og ikke spor behagelig at lytte til i længere tid ad gangen, men den er der!
Den helt afgørende forskel er dog, at Onyx kører på Android 11. Det betyder helt nye muligheder for at streame fra en hvilken som helst streamingplatform, så længe den har en app i Google Play. For os, der skifter mellem streaming, digitale lån og download, som vinden blæser, er det en helt afgørende forskel. Onyx har for øvrigt brugt Android som styresystem siden 2013.
Ulempen er, at af de 32 gigabyte hukommelse, som der så flot står på æsken, har man i virkeligheden kun adgang til omkring 12 gigabyte, for resten optages af styresystemet. Dette advarer Onyx selv om på sin hjemmeside, men det må siges at være en smule falsk reklame med de 32 gigabyte.
Noter, noter, noter
Noteværktøjet på Onyx Boox Nova Air 2 er i en klasse for sig. Med den medfølgende pen kan vi tage sidevis af noter og eksportere dem som PNG’er, PDF’er og endda dele dem via en QR-kode.
Vi kan også lave lydoptagelser med den indbyggede mikrofon, de gemmes automatisk som MP3’er, og via den Onyx-konto, vi har oprettet, sync’er de op, så vi kan hente dem ned på en anden enhed. Men lyden er så metallisk, at den næppe vil kunne bruges til andet end audiofoniske huskesedler.
Sammen med pennen giver det muligheder for dem, der bruger den slags, og hvis du ikke har en tablet, men elsker at tage digitale noter, vil du måske finde funktionen nyttig. Hvis du derimod primært har anskaffet e-bogslæseren til at læse bøger på, er det tvivlsomt, at notefunktionen bliver andet end en hyggelig gimmick. Jeg ville sandsynligvis aldrig få den brugt.
Filer overføres let
Hvor Kindle overfører filer via e-mail, og Kobo bruger Dropbox til at overføre filer mellem computer, telefon og e-bogslæser, har Onyx sit helt eget system, BooxDrop. Når først de forskellige devices er forbundet, går det så hurtigt, at vi knapt når at blinke, før et billede fra telefonens kamerarulle kommer til syne på både e-bogslæser og computer.
Onyx sorterer endda selv sine filer, så dokumenter, billeder, musik, videoer og selvfølgelig bøger ligger pænt adskilt fra hinanden. Det driller lidt at forbinde computeren til e-bogslæseren, men når først http-adressen er gemt som genvej, går det nemt.
Ligesom Kobo har Onyx en feature særligt for os, der elsker at føre statistik over os selv. Den oplyser præcis, hvor mange minutter og bøger, du har læst, og den har endda en kontinuerlig graf, så du uge for uge kan se, hvor meget du har læst. Det er god lir.
Kabinettet snyder
Ved første øjekast ser Onyx Boox Nova Air 2 lidt mere eksklusiv ud end de to andre med sit lysegrå look, der skyldes, at kabinettet ikke er af plast som konkurrenternes, men en magnesiumlegering.
Det burde føles mere stabilt, men mærkværdigvis får det e-bogslæseren til at virke mere skrøbelig. Den skriger nærmest på et cover, mens de to andre, især Kindle, giver indtryk af, at man sagtens lige kan smide e-bogslæseren ned i tasken, så den er ved hånden, når læsetrangen kommer over en. Onyx er lidt mere fin på den og kræver at blive passet bedre på.
Og det understreges af, at den som den eneste i testen ikke er vandtæt. Så skal den med til poolen, stranden eller bare med i tasken på en regnvejrsdag, er det med risiko for vandskade.
Konklusion
En supermaskine som kan næsten alt bortset fra at vaske op. Især er muligheden for at streame fra nærmest alle verdens apps en stor fordel.
Alle tre e-bogslæsere er gode læsemaskiner, og med præcis den samme skærmteknologi – e-ink – er konkurrencen lige, når det handler om, hvordan de er at læse på.
Men Onyx vinder, og det gør den, fordi den ikke låser dig til en bestemt streamingtjeneste eller en bestemt måde at læse bøger på. For de mange øvrige features er måske sjove eller endda nyttige, men der er ikke mange af dem, din telefon ikke kan klare. Derfor vurderer jeg den i sidste ende på dens evner som læsemaskine, og takket være Android er den uovertruffen i denne test.
Også i denne test:
Amazon Kindle Paperwhite 5
Nærmest perfekt til at læse og lytte på engelsk
Verdens mest berømte e-bogslæser har stadig overlegne egenskaber.
Kobo Sage
Ergonomisk Amazon-konkurrent
E-bogslæseren til dig, der ikke gider støtte den amerikanske mastodont
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer