test: Panasonic Leica Lumix DG Vario-Summilux 10-25 mm F1.7 ASPH

Videofotografer elsker lysstærke objektiver, fordi de kan bruges uden massiv lyssætning og giver smal dybdeskarphed. Det er effektfuldt, det giver videoer med en markant karakter, og det hjælper med at bygge stemning op.

Hvis man kan kombinere lysstyrke med en bred billedvinkel, er det lettere at få et større udsnit, som bl.a. kan beskæres i efterbehandlingen af 4K-optagelserne.

På den måde er Panasonic Leica Lumix DG Vario-Summilux 10-25 mm F1.7 ASPH – pyha! – det perfekte objektiv. Det er lavet til Micro Four Thirds-formatet (MFT), som Panasonic og Olympus er de vigtigste repræsentanter for, og objektivet er som skabt til et video-rigget Panasonic Lumix GH5S eller Olympus OM-D E-M1 Mark II.

De små MFT-kameraer er så kompakte og potente, at de ofte bruges til både video og stillbilleder, og udvalget af lysstærk optik til MFT-fatningen er rigtig godt.

Panasonics Leica-mærkede 10-25 mm vidvinkelzoom (svarende til 20-50 mm) med lysstyrke f/1.7 over hele brændviddeområdet ser enorm ud på et MFT-kamera. Det er, fordi den ER enorm.

Silkeblød betjening

Vægten ryger op på 700 gram med modlysblænde trods udstrakt brug af magnesium, og den vejrbeskyttede zoom rager 13 cm ud fra kameraet – uden modlysblænde.

Fordi objektivet dækker alt fra 20 til 50 mm, er det meget anvendeligt til landskaber, natbilleder, eller når man bare har brug for bredere billedvinkler med smallere dybdeskarphed. Videofotografer vil sætte pris på den trinløse – og lydløse – blændering og den silkebløde manuelle fokus. Objektivet har selvfølgelig også autofokus – med støjsvag fokusmotor – og man skifter til manuel fokus ved at trække fokusringen en tak bagud.

Det har ikke en indbygget billedstabilisering, og blænderingen fungerer stadig ikke på Olympus-kameraer, kun på Panasonics egne. Olympus-brugere må benytte kameraets indstillingshjul til at skifte blændeværdi.

Perfekt til naturfotografer

Panasonics zoom er ikke kun lavet til video, selv om blænderingen er trinløs.

Det er et fremragende stillbilledobjektiv, og til landskaber er det næsten perfekt. Især i mørke. Man kan nemlig åbne blænden og få kortere eksponeringstider uden at skulle skrue ISO-værdien – og dermed billedstøjen – for højt op. Stjernehimlen bliver især god med et lysstærkt objektiv, som giver kortere lukkertider. Så undgår man, at stjernerne bliver aflange på billederne.

I den tekniske disciplin klarer Leica-zoomen sig fremragende. Skarpheden er upåklagelig i centrum på alle blænder, men falder lidt på f/1.7 og 10 mm (20 mm) i hjørnerne. Det kan dog næsten kun ses på raw-filer, hvor vignettering og tøndeformet fortegning på fuld blænde (altså laveste tal) også bemærkes. På jpeg-filer er det selvfølgelig mindre synligt.

Fortegningen følger med på alle brændvidder, og raw-filerne må korrigeres for det i efterbehandlingen. Vignetteringen er mere moderat, især fra blænde f/2.0, hvor hjørneskarpheden også er bedre.

Objektivet har kun moderat til marginal kromatisk aberration, uanset brændvidde, sfæriske afvigelser er godt under kontrol, og der er nærmest ingen koma (deformation af cirkulære objekter i yderkanten af billedfladen) overhovedet.

Den støjsvage autofokus er hurtig og præcis, og det er en fornøjelse at fokusere manuelt med den bløde og præcise fokusring. Der er noget Focus Breathing, som man bør være opmærksom på, især på video.

Konklusion

Der findes ikke magen til Panasonics Vario-Summilux 10-25 mm F1.7 til de små Micro Four Thirds-kameraer. Det er lysstærkt og solidt bygget, og leverer næsten opsigtsvækkende god billedkvalitet. Det er sjældent, vi ser en zoom med tilsvarende brændvidde, der yder så godt i de tekniske discipliner.

Brændvidderne er ypperlige for naturfotografer, der også kan glæde sig over en nærgrænse på 28 cm. Og vejrbeskyttelse, ikke at forglemme. Videofotografer vil sætte pris på den trinløse blændering og den bløde fokusring, og det eneste, der egentlig trækker ned, er den høje pris.