TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
PÅSKE-TILBUD 6 uger for 6 kroner

TEST: Roborock Qrevo Curv

En sjusket højdespringer

Curv tager alle dørtrin og aktiverer sin fleksible moppe langs indhak og kanter. Hvis bare rengøringen så også var i top, ville vi have en unik maskine.

Af / 17/02/2025 - 09:21
Roborock Qrevo Curv

Home mener

  • Forcerer dørtrin på op til fire centimeter med AdaptiLift Chassis-funktion. Effektiv og fleksibel moppe med udsving. Undviger fint møbler og andre objekter.
  • Har svært ved at aflæse snævre områder og aktivere sidebørste. Ingen automatisk tilførsel af rengøringsmiddel. Problemer med at optegne og rengøre mindre rum.

Nordiske dørtrin er rengøringsrobotters Waterloo. Vi har testet modeller med alskens AI-funktioner og features, som led nederlag i mødet med dørtrin af en vis højde. Blandt dem Narwal Freo Z Ultra og Dreame L40 Ultra.

Roborock Qrevo Curv er anderledes velforberedt, når det kommer til at besejre dørtrin og andre forhindringer. Det kinesiske firmas nye rengøringsrobot løfter automatisk chassiset, altså robottens krop, hen over dørtrin på op til fire centimeter. Funktionen kaldes AdaptLift, og er en (næsten) gennemført fornøjelse at observere i praksis.

Roborock Qrevo Curv carpet
Qrevo Curv løfter kroppen hen over forhindringer på op til 4 centimeter i højden. Robottens kamera og AI-sensor aflæser forhindringen og hæver hjulene. (Foto: Roborock)

Akrobatiske Curv er udstyret med de efterhånden vanlige features for robotstøvsugere i denne prisklasse: Fleksibel moppe og sidebørste. Hos Roborock kaldet FlexiArm Mop og FlexiArm Arc Side Brush.

Børsten har fået ekstra lange hår i forhold til tidligere modeller, mens de to mopper roterer med 200 omdrejninger i minuttet. Sidstnævnte er samme ydelse som hos blandt andre Roborock Qrevo S.

Læs også TEST: Omajin Baby Monitor Hvor andre babyalarmer lokker med 4K og kunstig intelligens, har Omajin valgt en mere jordnær tilgang. Med gennemtænkte løsninger og fokus på sikkerhed viser Netatmos nye brand, hvordan det skal gøres.
Annonce

Sugestyrken i Curv er 18.500 Pa (Pascal). Et kraftsug, som efterlader topmodeller som Roborock S8 MaxV Ultra og Dreame X40 Ultra i støvet. Her er styrken henholdsvis på 10.000 Pa og 12.000 Pa.

Roborock Qrevo Curv bør derfor i overlegen stil kunne bevæge sig frit omkring og udrydde alskens snavs i et hjem fyldt med indhak, hjørner og dørtærskler. Det skal vise sig at være en antagelse med modifikationer.

Udpakning og opsætning

Basens runde design forklarer navnet Curv. Med sin buttede form afviger den fra andre baser til en robotstøvsuger. Typisk er en base høj, smal og kantet. Basen her har fået låg på, så spandene til rent og beskidt vand ikke længere er synlige (tak for det).

Roborock Qrevo Curv indre
Basens top indeholder spandene til rent vand og spildevand. Spandene er godt designede med håndtag. Kammeret til støvposen er gemt væk under et låg. (Foto: Natasja Broström)

Umiddelbart fylder basen mindre. For eksempel er robottens tilkøringsrampe kortere og kræver mindre plads på gulvet foran basen end hos andre modeller. Samlet rager basen under en halv meter ud i rummet, inklusive rampe.

Omvendt får den runde form basen til at breder sig ud til siderne. For eksempel er basen næsten fem centimeter bredere end basen til Roborock S8 MaxV Ultra.

Formen spidser til foroven. Under basens låg er der derfor kun plads til de to spande og en støvsugerpose på 2,5 liter. Du må undvære en indre beholder til automatisk dosering af rengøringsmiddel.

Nye poser koster cirka 290 kroner for en pakke med ti styk. Typen er for øvrigt den samme som til Roborock S8 MaxV Ultra.

App og rengøring

Qrevo Curv er lige så enkel at sætte op og komme i gang med som andre Roborock-modeller, jeg før har testet. Blandt andre S8 MaxV Ultra. Tag låget af robotten for at finde QR-koden. Skan koden og forbind robotten til dit netværk. Låget har magneter på undersiden, så det nemt finder tilbage på plads.

Roborock Qrevo Curv duo brush
Robottens primære børste, DuoDivide, er delt i to, hvilket skulle forhindre hår og andet genstridigt snavs i at blive siddende i børstehårene. (Foto: Natasja Broström)

App’en Roborock gør ingen knuder. Der er hverken ”frosne” menuer eller et skærmbillede, som ikke passer til din smartphone, hvilket jeg har oplevet med tidligere versioner. I denne test anvendte jeg firmware-version 02.22.52 og app-version 4.42.02 til iOS.

Klik på menupunktet ”Device” i skærmens bund for at tilgå enheden. Vælg ikonet af et kort og en pen i højre side for at begynde første kortlægning. Ligesom Dreame L40 Ultra vil Qrevo Curv rengøre undervejs, hvilket sparer tid, da robotten ikke skal køre ud og køre to gange i de samme områder.

Rengøringen er opdelt i Full, Rooms, Zones og Routine. Sidstnævnte kombinerer flere kriterier i én rutine, for eksempel støvsugning og gulvvask under spisebordet og ude i køkkenet. Typisk efter et måltid. App’en har forudindstillede rutiner, eller du kan opsætte dem selv.

Roborock Qrevo Curv robot
Den ene af mopperne er fleksibel og skyder ud efter behov, mens børste-armen ikke altid reagerede. Fronthjulet har fået egen børste til at holde hjulet fri for snavs. (Foto: Natasja Broström)

Curv rengør med forskellig sugestyrke og med eller uden våde mopper. Graden af væde hentet fra basens spand med rent vand kan justeres i 30 trin, fra let til meget våd.

Tilbage i basen efter endt arbejde bliver mopperne automatisk vasket og tørret. Vandet kommer fra basens spand med rent vand. Du kan indstille, hvor varmt vandet skal være, hvor meget der skal bruges, og hvor længe mopperne skal tørre. Tidsrummet er mellem to til fire timer.

Særlige funktioner og stemmestyring

AdaptLift er salgsnummeret for Roborock Qrevo Curv. Ligesom et lille barn, som er ved at lære at gå, fungerer det ikke perfekt. Mit hjem har syv dørtrin i forskellig bredde og højde (mellem to og tre centimeter).

Roborock Qrevo Curv dorstep
Det eneste dørtrin, hvor Curv måtte give fortabt. Sandsynligvis på grund af tæppet. Sensor og kamera registrerer også genstande for at undgå dem, hvilket fungerer upåklageligt. (Foto: Natasja Broström)

I løbet af vores test var det svært ikke at falde for fristelsen og give robotten et lille, venligt skub hen over et trin. Jeg holdt mig dog tilbage og lod Curv gå på opdagelse og udforske mit hjem på egen hånd. Det vil sige skanne og optegne rummene inde i app’en.

Curv tog uforfærdet udfordringen op og nægtede at give op i mødet med mine dørtrin. AdaptLift anvender robottens sensor til at opfange højdeforskellen mellem det flade gulv og dørtrinet. Derefter indstiller robotten hjulene til at løfte sig. Det gælder både forreste hjul og de to hjul i siderne.

Synet at en robot, som på den måde justerer sig selv, er en fryd at overvære. Teknikken minder mig om robotterne i Transformers. Kun én eneste gang svigtede Curv. Robotten kom op at slås med et gulvtæppe nær et dørtrin, hvilket forstyrrede sensorens beregning af dørtrinets højde. Det er den tilgivet.

Læs også TEST: Asus ZenWiFi BQ16 Mesh Router Asus ZenWiFi BQ16 har flere funktioner, end du kan drømme om. Og en hastighed, de færreste kan udnytte.

Ud over app’en kontrollerer du Curv med stemmen. Listen med kommandoer finder du i app’en og på et medfølgende papskilt, et voice control card. Styringen er integreret i Roborocks økosystem, så du skal blot sige ”Hello Rocky” + kommando.

Tredjepart-systemer, for eksempel Apples Siri, er understøttet. Her kræver det app’en ShortCuts for at fungere. Jeg endte med kun at bruge Roborocks stemmestyring, da den virker upåklagelig. Det giver en dejlig nørdet tilfredsstillelse alene med stemmen at kunne sende robotten ind i soveværelset for at moppe gulvet.

Optegning og SmartPlan

Når Curv har lært dit hjem at kende, kan du vælge indstillingen SmartPlan. Nu afgør robottens sensorer graden og typen af snavs og indstiller rengøringen derefter.

Lige så imponerende som AdaptLift arbejder i forhold til dørtærskler, lige så underligt er det at observere, hvor Curv fejler – nemlig på optegningen og rengøringen.

Roborock Qrevo Curv app
Curv prøvede over to omgange at optegne mit kontor. Måske var der for mange store og massive genstande på gulvet. Curv kan kun rengøre tæpper markeret som en zone. (Screenshot: iOS)

De to største problemer opstod i mit kontor og inde under kanten på skydedørene til mit klædeskab. Med førstnævnte nægtede Curv at optegne hele rummet og gøre det rent. Egentlig sært, da Curv i anden omgang næsten fik optegnet kontoret, men nægtede at gøre hele gulvarealet rent. Jeg løste problemet ved at markere den forsømte del som en zone og bad Curv gøre rent der.

Med hensyn til rengøringen, så arbejder den fleksible børste med blandet succes. Børsten ville gerne feje langs lister og ind i hjørner, men kom på intet tidspunkt i spil for at feje inde under skydelågerne foran mit klædeskab.

Roborock Qrevo Curv mop
Den fleksible moppe skyder ud, når Curv passerer områder og hjørner, hvor en rund robot kan have svært ved at nå ind. Her et indhak under min radiator. (Foto: Natasja Broström)

Opgaven med at nå ind i det lave mellemrum mellem gulv og lågernes underkant er ikke umulig. Den fleksible fejebørste hos Dreame L40 Ultra udførte rengøringen inde under skydedørene og langs skabets sokkel til perfektion.

Den fleksible moppe, FlexiArm Mop, rengør, som den skal, ved at skyde ud ved indhak og inde i hjørner. Mopperne efterlod dog nogle gange en del snavs. Blandt andet ude på mit badeværelsesgulv. Når sandheden skal frem, havde jeg forud for denne test med vilje efterladt en del snavs ude på klinkerne.

Roborock Qrevo Curv dirt
Badeværelsets klinker efter et besøg fra Qrevo Curv. Måske var mopperne ikke fugtet tilstrækkeligt til at opfange al snavset. Med SmartPlan-funktionen gik det noget bedre. (Foto: Natasja Broström)

En anden særhed er Curvs manglende evne til at rengøre tæpper som en soloopgave. Curv registrerer tæpper, men skal have hjælp via app’en. Med fingeren markerede jeg stuens tæppe som en zone og bad robotten gøre rent der.

Optegning på den måde bliver aldrig blev helt nøjagtig, så metoden er ikke optimal. Det samme gælder desværre også den samlede oplevelse med Roborock Qrevo Curv.

Konklusion

AdaptLift er det hidtil smarteste, jeg har oplevet med en robotstøvsuger. Funktionen med at løfte chassiset er både effektiv og stabil (medmindre et tæppe forstyrrer sensoren).  

Sådan bør det optimalt se ud, når Roborock Qrevo Curv når svært tilgængelige områder såsom et hjørne. Det skete ikke altid under testen. (Foto: Roborock)

Desto mere frustrerende er det, at Roborock Qrevo Curv leverer en svingende præstation i forhold til kerneopgaven, nemlig rengøring. Curv er ellers på papiret særdeles veludrustet. 

Den fleksible moppe, FlexiArm Mop, skyder ud efter behov, mens sidebørsten FlexiArm Arc Side Brush ikke altid leverer. Børstens fleksible arm bør skyde ud og nå ind i for eksempel hjørner og under lave kanter, hvor en rund robot ellers ikke kan komme til.   

Jeg så bare intet til FlexiArm Arc Side Brush i forbindelse med rengøring under mine lavthængende skydedøre og andre af hjemmets svært tilgængelige områder.  

Karakter
Roborock Qrevo Curv
High End
Natasja Broström
Natasja Broström (f. 1971): Journalist på L&B Home. Natasja begyndte på Politikens IT-tillæg i 1990’erne. Herfra gik turen via fagblade, magasiner og aviser, hvor Natasja skrev om blandt andet it og nørdkultur. Fra 2002 har Natasja været på Datatid Techlife, siden IT-journalist inden for smart living og brevkasseredaktør på Alt om Data.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Tilbud

TILBUD - 49 kr første måned

Fuld adgang til alt LB+ indhold

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

LB+ Total 6 måneder

Fuld adgang til alt indhold i 6 måneder

49 kr / første mnd
108 kr / mnd
108 kr / mnd
Med LB+ får du:
  • Adgang til mere end 7.800 produkttests!
  • Store rabatter hos vores partnere i LB+ Advantage Club
  • Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
  • Deaktivering af annoncer
  • L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!

Livestream havens fugle

En smart moppe som faktisk fungerer

Hovedrengøring med ambitioner

Stædig og stokdøv

Minimalistisk kølefryseskab

Smart app former frisuren

Rigtig smart overvågningskamera

Kombinationen af høj sugekraft, pænt design og AI er en vinder

Maskinen til den helt store familie

Fuld kontrol både dag og nat

Sæt liv i stuen med farver og striber

God ledningsfri allround-støvsuger