: Sonus faber Olympica I

Mens de fleste små højttalere er firkantede kasser, findes der nogle, der går deres egne veje. Nogle, der skiller sig ud fra den gemene hob og ikke er tilfredse med bare at lyde godt – de vil også se godt ud. Det er der en lang tradition for i Italien, hvor design gennemsyrer alt fra skrivemaskiner til tøj, lamper, biler og huse.

Det gælder også Sonus fabers højttalere. Det er ikke mange af dem, der kan kaldes firkantede kasser, heller ikke den nye Olympica-serie. De tre modeller i højttalerserien er inspireret af Andrea Palladios Teatro Olimpico fra 1585, et rigt dekoreret renæssanceteater i Vicenza med overdækket amfiscene.

Olimpico-teatret har også givet navn til serien, hvor Sonus faber Olympica I er de mindste. De største – Olympica III – testede vi tidligt i 2014, og de var så gode, at vi fandt det passende at kåre dem til Årets high-end højttalere 2014. Derfor er vi spændt på, hvor langt under den gulvstående models referencekvaliteter vi kommer med de noget mere kompakte Olympica I.

 

 

Halv pris
Som også er betydelig billigere, til omkring halvdelen af prisen inklusive Sonus fabers originale gulvstativer. Højttalerne er skabt af Paolo Tezzon og Livio Cucuzza hos Sonus faber, som har udviklet nye elementer og delefiltre, og designet nye kabinetter.

De findes i to versioner. Enten i naturfarvet valnøddetræ med ægte læder foran, bagpå og på toppen af højttalerne eller i en grafitgrå finish. De kommer med en særlig front, der fastgøres foroven og forneden, så tykke, spundne tråde spændes ud foran elementerne.

I Olympica I består bestykningen dels af et 15 cm bas-element, der arbejder under 2500 Hz. Dette element har en træfibermembran siddende i en specialdesignet kurv for at sikre bedre luftgennemstrømning. Og dels anvender højttalerne den samme 29 mm diskant, som vi testede i Olympica III, med det samme Damped Apex Dome-design, hvor en lille spids skal dæmpe diffraktioner fra membranoverfladen og give en mere ensartet spredning af de høje frekvenser.

Ligesom på de andre modeller i Olympica-serien er kabinetterne asymmetriske for at mindske interne resonanser og stående bølger, og basrefleksporten er ikke et hul på bagsiden, men en dekoreret spalte på siden af bagpladen.

Byggekvaliteten er helt i top. Detaljearbejdet er fremragende, og højttalerne er påfaldende smukke, når de står på Sonus fabers tilpassede stativer.

 

 

Ikke for langt fra bagvæggen, tak
Det første indtryk af de små højttalere er meget tæt på de store Olympica III’s klangsignatur. Men heller ikke her kan man bare placere højttalerne tilfældigt i rummet.

De må ikke stå for langt fra bagvæggen. Fra en halv til en hel meter er et godt udgangspunkt. Da er balancen optimal, og bassen kommer bedre frem. Stereoperspektivet falder bedre på plads, når de står lidt længere fra hinanden end afstanden fra højttalerne til sofaen. F.eks. bør 4 meters afstand imellem dem ikke give mere end 3,5 meter imellem dig og hver højttaler.

Hvis de også vinkles ind mod dig, til du kun lige kan se de sider, der vender indad, får du både et stabilt stereobillede og et godt fokus i centrum af lydbilledet.

 

Balsam i ørerne
Under det meste af testen var højttalerne sluttet til McIntoshs 300 watt integrerede forstærker MA8000, men jeg prøvede også med den meget mindre McIntosh MHA100 på 50 watt og en Quad II rørforstærker på 25 watt. Højttalerne trivedes godt med alle tre, men kan bedste lide, når der er effekt nok til at skrue lidt op. Så kommer den dynamiske kontrast bedre frem, og de lyder tættere på de større Olympica III. Bare uden dybbas.

For som på de fleste kompakthøjttalere er der grænser for, hvor højt og dybt de går i bassen. De allerdybeste toner i en klaverkoncert er temmelig afdæmpede her, men hvis højttalerne ikke står for langt fra væggen, er der meget overbevisende basrespons i forhold til størrelsen.

Ikke uventet er lydbilledet mere frisk end fra ældre generationer af Sonus faber-højttalere, og de lyder mere gennemsigtigt og raffineret. Mere moderne, simpelthen.

På den samme Murray Perahia-indspilning af Mozarts Klaverkoncert nr. 21, som jeg brugte til testen af Olympica III, får klaveret den samme klangdybde med Olympica I. Men ikke den samme massive dybbas eller det samme format. Lydbilledet er heller ikke lige så stort – naturligt nok – men det er stadig lige så gennemsigtigt og rigt på tonale detaljer.

 

 

Keith Jarrett Trios Live in Montreux er et fantastisk eksempel på, hvor livagtig musikoplevelsen kan blive. Trods begrænset dybbas kommer Jack DeJohnettes trommer lige så godt frem i lydbilledet, men den dynamiske kontrast i bassen mangler lidt i forhold til de store højttalere.

Bon Ivers album af samme navn er et lydmaleri fuld af klangfarver, som jeg ikke synes mangler noget sammenlignet med de større Olympica III. Man får præcis den samme lynhurtige dynamik, balance og varme i lydbilledet fra de mindre Olympica I. Og George Jones’ dybe vokal på “Seasons of My Heart” er så fuld af nerve og levet liv i Olympica-højttalerne, at det nærmest er skræmmende. De skinner ekstra stærkt på vokaler, både mandlige og kvindelige, og er lige så velegnede til at nyde country som opera eller rap på.

Bortset fra et afslappet forhold til dybbas er de små Olympica så tæt på den store og næsten dobbelt så dyre model, at det er et rent røverkøb i high-end klassen.

 

 

Simpelthen smukt
Den fornemme materialekvalitet og den storslåede klang fra italienske Sonus fabers små Olympica I er nok til at overbevise os: Det her er et af de bedste køb i den kompakte ende af high-end klassen. De eneste begrænsninger er, hvor højt og dybt de kan spille. Alt andet er finjusteret til perfektion i de smukke, håndlavede højttalere, der vil få dig til at tabe kæben. Gang efter gang.