TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

: Sony Xperia Z Ultra

En kæmpe sejr for Sony

Xperia Z Ultra er den bedste smartphone fra Sony til dato. Den er så god, at det er lige før, man kan vænne sig til størrelsen!

Af / 02/09/2013 - 14:56
Sony Xperia Z Ultra

Home mener

  • Fremragende lyd, også når man telefonerer Smukkeste skærmfarver, vi har set Lynende hurtig
  • Mange vil finde den for stor Middelmådigt kamera

LG har én (LG Optimus Vu), Samsung har to (Samsung Galaxy Note og Note II), og nu vil Sony også have en af slagsen, nemlig Sony Xperia Z Ultra. Og vi taler om en såkaldt phablet, som er en sammensmeltning af en smartphone og en tablet. Deraf navnet.

Det var Samsung, som med den første Galaxy Note, opfandt netop denne produktkategori. Nok mener Apple, at Samsung har kopieret dem med arme og ben, når det gælder sidstnævnte firmas smartphones, men ingen kan beskylde Samsung for at have kopieret noget som helst, når det gælder den første phablet. Tværtimod mente mange kritikere og anmeldere, at en smartphone med en skærm på 5,3” var lige i overkanten og aldrig ville sælge noget særligt, da Samsung lancerede den første Galaxy Note for et par år siden, men forbrugerne og markedet gjorde dem til skamme.

Samsung har nemlig solgt mange millioner eksemplarer af Galaxy Note og efterfølgeren Note II verden over, og det inspirerede sidste år den koreanske konkurrent, LG, til at lancere Optimus Vu, der dog aldrig opnåede samme popularitet som Samsungs original. Og heller ikke samme positive testresultater.

Nu er det så Sonys tur til at tage kampen op mod Samsung på det koreanske firmas hjemmebane, og vi tror helt klart, at Xperia Z Ultra har meget bedre chancer for at få en bid af phablet-kagen end LG’s Optimus Vu. I skrivende stund er der kun få dage til, at Samsung lancerer Galaxy Note III, og det skal blive spændende at se, hvilket forbedringer og nye ideer, Samsung har fundet plads til i dette års phablet-model. Men uanset hvad ændrer det ikke på vores vurdering af Sony Xperia Z Ultra. Her er simpelthen tale om et kongeprodukt, der nok skal kunne bide skeer med hvad som helst, Samsung måtte bringe med til festen.

Det bliver i familien
Sony Xperia Z Ultra deler design med de beslægtede produkter Xperia Z (Sonys aktuelle smartphone-flagskibsmodel) og Xperia Tablet Z. Det vil sige, at formen er ret firkantet, både forside og bagside er fremstillet af hærdet glas, og til at holde sammen på det hele er der en ramme af metal, som løber hele vejen rundt om produktet. Tænd- og sluk-knappen sidder på højre side, og det samme gør den lille låge, hvor man kan indsætte sit SIM-kort samt microSD-kort. Lige oven over befinder sig indgangen til hovedtelefonstik. På den modsatte side sidder endnu en lille låge, der skjuler en kontakt til Micro USB samt opladning.

Annonce

Xperia Z Ultra er med sine kun 6,5 mm ultra-slank, hvilket ikke blot er tyndere end Tablet Z, der måler 6,9 mm, men sågar også tyndere end Sony Xperia Z, som faktisk er klassens tykke dreng med hele 7,9 mm. I betragtning af hvor stor Xperia Z Ultra i øvrigt er (179,4 x 92,2 mm), virker den næsten så tynd som et ark papir, og i forhold størrelsen er også vægten holdt utrolig langt nede med blot 212 g. Dertil kommer, at Xperia Z Ultra er decideret vandtæt (IP58-certificeret), hvilket vil sige, at den kan opholde sig på næste to meter dybt vand i 30 minutter uden at komme noget til, mens smartphone-fætteren, Xperia Z, blot var ”stænksikker” (IP57-certificeret), hvilket begrænsede den tilladte vanddybde til 1 meter.

Sony Xperia Z Ultra fås i tre forskellige farver. Hvid, sort og violet!
Sony Xperia Z Ultra fås i tre forskellige farver. Hvid, sort og violet!

Skal vi kritisere noget i relation til hardware og design må det være, at Xperia Z Ultra næsten er blevet for tynd. Man skal have et ret bredt greb for at kunne nå rundt om telefonen med én hånd, og de tynde kanter gør så, at den ikke er specielt behagelig at holde i længden. Et andet problem er størrelsen. Med et skærmareal på 6,4” er Xperia Ultra Z afgjort den største phablet på markedet lige nu (til sammenligning måler skærmen på Samsung Galaxy Note II 5,5”). Det gør den næsten umulig at have i en bukselomme, og det betyder tilvænning, når man skal bruge Xperia Z Ultra til det, den trods alt også er beregnet til. Nemlig at telefonere med. Telefon-højttaleren sidder som en smal åbning lige i midten på den øverste ramme, og det kan faktisk være svært at få kolossen placeret korrekt i forhold til øret, så man kan høre, hvad samtalepartneren siger. En smule irriterende.

Selv at telefonere lyder godt
Når man først får vænnet sig til størrelsen og kan finde ud af at placere telefonen rigtigt på øret, når man telefonerer, så kan man til gengæld glæde sig over en rigtig god lydkvalitet. Sony har inkluderet indstillingsmuligheder som for eksempel Støjreduktion i mikrofon, der reducerer baggrundsstøj under et opkald, samt Højttalerstemmeforbedring, der giver en mere fyldig oplevelse af stemmelyden. Hvis vedkommende har tendens til at snakke for hurtigt, kan man sågar vælge Langsom tale, der sænker hastigheden på tale fra den opkaldende part, og fælles for de mange lydindstillinger er, at de faktisk virker og dermed gør Xperia Z Ultra til en særdeles fremragende telefon.

Også som musikafspiller kan Xperia Z Ultra være med blandt de bedste på markedet. Med ClearAudio+ kan man vælge en automatisk optimering af lydindstillingerne til musiklytning, men man kan også selv manuelt rode med tingene blandt andet ved hjælp af en equalizer og en par indstillingsmuligheder for den interne højttaler samt et par for tilsluttede hovedtelefoner. Med Sony Xperia Z Ultra følger også Sonys egen Walkman-app, som er både flottere og mere intuitiv end Googles egen app til musikafspilning.

Alle regnbuens farver
Skærmen er også noget af det flotteste vi har set. Det er en streg i regningen, vil vi gerne understrege, at Sony ikke bruger den 6,4” store skærm til at levere en højere opløsning, end tilfældet er. I stedet må man nøjes med samme 1920 x 1080p opløsning, som man får på Xperia Z’s meget mindre 5” skærm, hvilket faktisk betyder, at Xperia Z Ultra har en lavere pixeltæthed (344 ppi) end Xperia Z (441 ppi). Den forskel er dog ikke noget, man kan se med det blotte øje, men til gengæld kan man se, at Sony med Xperia Z Ultra har genintroduceret den såkaldte Triluminos-teknologi, hvilket ikke tidligere er set i en smartphone, så vidt vi ved. Triluminos, som Sony hidtil har anvendt i visse af firmaets Bravia-tv, er en RGB LED teknologi baseret på såkaldte kvanteprikker – små nanopartikler, som måler mellem 2 og 10 nm og udsender lys på helt særlige bølgelængder. Denne teknologi fungerer ikke ved hjælp af hvid bagbelysning, men i stedet anvendes en blå LED, der stimulerer nanopartiklerne til at lyse enten helt ren rød eller grøn. Med andre ord er skærmfarverne på Xperia Z Ultra helt usædvanligt klare og skarpe, og vi har sjældent set noget bedre.

sony-xperia-z-ultra1

Man kan kritisere, at betragtningsvinklen kunne være bedre, og at netop hvid på grund af den manglende, hvide baggrundsbelysning ikke er helt så klar som på for eksempel iPhone 5’s IPS-skærm eller på HTC One’s Super LCD-skærm. Men alle andre farver står flottere end den mest fortryllende regnbue, og vi kan kun håbe, at Sony kommer til at anvende Triluminos i kommende Xperia-produkter.

Til gengæld er kameraet ikke noget at skrive hjem om. Sony har ikke kastet den allernyeste kamerateknologi efter Xperia Z Ultra, og billederne er til at leve med, men heller ikke mere. Farverne er en smule matte, detaljer er slørede, og heller ikke billeder taget i svagt lys bliver særlig gode.

DSC_0023 kopi IMG_0998 kopi DSC_0026 kopi IMG_0999 kopi
<
>
En gang stegt flæsk fotograferet med Sony Xperia Z Ultra, som ikke klarer det særlig godt at tage billeder i dårlig belysning.

Lynhurtig
Hvad ydelsen angår er Sony Xperia Z Ultra til gengæld et rent monster. Med en Geekbench 2 score på 3542 er der her tale om den hurtigste smartphone, vi har testet til dato. Ikke engang Samsung Galaxy S4, der scorede 3240 point i samme benchmark-test, kan være med, men det skyldes selvfølgelig den Snapdragon 800 quad-core processor, som sidder bag skærmen. Det er virkelig noget, der rykker, og da LG’s nye G2, der snart lander i butikkerne og forhåbentlig på vores testbænk, også kommer med Snapdragon 800 bliver det sjovt at teste den side om side med Xperia Z Ultra for at se, hvilken smartphone der løber med hastighedsrekorden i 2013. Der er gode chancer for, at det bliver Xperia Z Ultra!

Nu er gode benchmark-resultater ikke altid lig med en god brugeroplevelse, men i dette tilfælde svarer brugeroplevelsen 100% til den syntetiske test. Man bare stryger rundt mellem skærmene og menuerne med Xperia Z Ultra, apps samt afspilning af musik og video starter omgående, browseren er lynhurtig (Browsermark 2.0 score er 2371 point)! og i det hele taget er Xperia Z Ultra simpelthen en fornøjelse at bruge i det daglige.

Konklusion
Der er gode chancer for, at du aldrig køber en Sony Xperia Z Ultra. Simpelthen fordi den er for stor. Går du meget med jakkesæt og kan få plads til telefonen i inderlommen, er størrelsen måske ikke den store udfordring, men alle os, der plejer at stikke mobilen i bukselommen, vil få svært ved at gå rundt med den tablet-lignende telefon i det daglige. Og det er lidt synd, for faktisk er Sony Xperia Z Ultra på en række punkter den bedste Android-smartphone, vi har testet til dato. Den er lynhurtig, lydkvaliteten er i top, og takket være Triluminos-teknologien har skærmen de flotteste farver, vi har set på en smartphone. Nogensinde. Så er det til at leve med, at kameraet ikke ligefrem er det bedste på markedet.

Designet er lækkert og stilrent, og telefonen virker robust, selvom der er anvendt glas både foran og bagpå, og selvom Xperia Z Ultra blot er 6,5 mm tynd. Det skader heller ikke, at den er absolut vandtæt ned til 2 meters dybde i op til 30 minutter. Det kan åbenbart lade sig gøre både at blæse og have mel i munden!

Er du fan af de såkaldte phablets – sammensmeltningen mellem smartphone og tablet – så er Xperia Z Ultra det oplagte valg. Og selv hvis du egentlig ikke synes, at en gigantisk smartphone er noget for dig, så skulle du måske alligevel overveje Xperia Z Ultra. Det er simpelthen svært at finde en bedre smartphone på markedet lige nu!

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Årets basis-iPhone haler ind på Pro-serien

Tilbage på toppen

Det perfekte kompromis?

Foldbar magi?

For sent og for dyrt

Endnu nemmere at holde øje med helbredet

Denne iPhone kan du godt springe over

Kronen på værket

En god mobil du kan beholde længe

Virker Pixel-magien også på det foldbare format?

Lækkert og sejt træningsur

Flere forbedringer i samme pakke