annonce

Anmeldelse:
Billions, 3. sæson

Herlig kynisme

Den egocentriske kynisme lever i bedste velgående, når Axe og Chuck igen støder sammen i 3. sæson af Billions.

(Foto: HBO)

Statsadvokat i New York Chuck Rhoades (Giamatti), der privat har hang til god vin og kinky sex, har dedikeret sit professionelle liv til at bekæmpe økonomisk kriminalitet. Især har han travlt med at få den snuskede mangemilliardær Bobby “Axe” Axelrod (Lewis), som konstant opererer i juridiske gråzoner, bag lås og slå.

Den evige konflikt mellem Axe og Chuck var begyndt at virke slidt og tog for meget fokus. Serien havde brug for nye konflikter og nye personer at kæmpe med – og det får vi i 3. sæson.

(Foto: HBO)

Efter bataljen i 2. sæson, hvor både Axelrod og Chuck opererede på kanten af loven, er Axe delvis nede til tælling. Han er under fuld føderal efterforskning, hans kapital er indefrosset, og han har fået forbud mod aktiehandel. Løsningen er at benytte sig af stråmænd. Samtidig er hans ægteskab i opløsning.

I sin nye ungkarle-penthouse-lejlighed midt på Manhattan, omgivet af hul luksus (bl.a. B&O BeoLab 90), oplever Axelrod nærmest en eksistentiel midtvejskrise. Omgivet af fjender og med hænderne bundet økonomisk må han kæmpe sig tilbage. Det viser sig dog, at de fleste tjenester – og mennesker – er til salg …

Den androgyne Taylor har overtaget den daglige ledelse af virksomheden. En kompleks og fascinerende figur, der nærmest skaber paladsrevolution på kontoret, glimrende portrætteret af Asia Kate Dillon.

(Foto: HBO)

Chuck har på sin side fået konen (Siff) tilbage – hun arbejder dog igen for Axe – men plages af problemer med det betændte forhold til hans far og en stadig mere pågående justitsminister (Brown).

Den nye justitsminister tilføjer serien tiltrængt frisk blod. En arketypisk texaner, der kører rendyrket cowboystil og mest stoler på nyheder fra Breitbart. Tydeligt inspireret af det nuværende hold i Det Hvide Hus gør han livet surt for Chuck og skaber nye konflikter.

annonce

Dialogerne i Billions er skarpe, snu og intelligente. De oser kynisme og afspejler på mange måder den økonomiske uansvarlige/egocentriske elite – selvfølgelig fremstillet på den værst mulige måde; men rigtig god tv-underholdning er det. Serien formår også stadig at overraske.

annonce

Vi får herlige øjeblikke serveret, f.eks. da multimillionæren Ira må erkende, at pengene er væk, hvorefter hans unge, smukke og blonde kæreste beder ham lægge bryllupsplanerne på is. Det er en eklatant overfladiskhed, der præger dette miljø. Fem stjerner til seriens hidtil bedste sæson. (Anmeldelsen er baseret på de først fire ud af 12 episoder).

Lyd- og billedkvaliteten fra HBO’s streaming er glimrende.

HBO Nordic
Release: 26. marts 2018
Instruktion: Colin Bucksey m.fl.
Med: Paul Giamatti, Damian Lewis, Maggie Siff, Malin Åkerman, David Costabile, Condola Rashad
Genre: Drama
Land: USA
År: 2018
Tid: 11:00 timer


Film
Ekstra
Lyd
Billede
Har du noget at tilføje?
Velkommen til Lyd & Billedes diskussionsforum. Vi vil gerne vide, hvad du mener. Hold dig til emnet og vær saglig, så slipper vi for at slette eller moderere indlæg. Andre spørgsmål eller synspunkter rettes til redaktion@lydogbillede.dk.
annonce

Læs også

Pavelig underholdning

Storspil fra veteranskuespillere gør The Two Popes til en særdeles fornøjelig og fascinerende filmaften.

Topliderlige teenagere

Hormonerne løber stadig løbsk hos de charmerende teenagere på gymnasiet i Moordale.

The Boss’ personlige og selvudleverende triumf

Endnu en gang kører rockkongen Bruce Springsteen sin karriere ud på et sidespor – og sikke et sidespor!

Tarantino-festaften

Quentin Tarantinos hyldest til Hollywoods guldalder er en af hans stærkeste film.

The A-Team på speed

Hvad får man, hvis man giver adrenalin-junkien Michael Bay et ubegrænset budget og frie tøjler? En af alle tiders dummeste og mest rutsjebane-actionmættede film.

Bliver der sex til jul?

Før jul lyver Johanne sig til en fiktiv kæreste – nu har hun 24 dage til at skaffe en.

Die Motherfucker!

To gange har Gerard Butler reddet præsidenten – denne gang skal han redde sig selv.

Woody takker af

24 år efter deres banebrydende debutfilm takker Toy Story-banden af med en solid, men temmelig overflødig firer.

Teknisk brillant

Afslutningen på den episke Star Wars-saga indfrier desværre ikke de store forventninger.

Adrenalinjunkier

De to muskelmænd fra Fast & Furious-serien har fået deres eget spinoff, uden at vi hæver champagneglasset af den grund.