Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

anmeldelse: Carnival Row, 1. sæson

Visuel fantasy-fest

Narnia møder Penny Dreadful i Amazons nye storsatsning.

Publiceret 05/09/2019 - 13:28
Carnival Row, 1. sæson
Tor Aavatsmark

Hvis du er svoren fantasy-entusiast, hvad skal du så udfylde tomrummet med, efter at Game of Thrones sluttede tidligere i år? Bare rolig, Amazon Prime kommer dig til undsætning.

(Foto: Amazon Prime)

Alfeverden i Victoriatiden

I deres mest ambitiøse satsning hidtil er Amazon helt fremme i bussen med gode skuespillere, dygtige manuskriptforfattere og et budget, hvor der ikke er sparet på noget. Og resultatet imponerer.

Vi befinder os i en alternativ version af 1800-tallets London, præget af Victoriatidens fremtidstro og teknologiske nyvindinger. Efter utallige krige de foregående årtier er The Burgue, som seriens “London” kaldes, blevet en smeltedigel af folk og arter. Der kommer stadig flere illegale indvandrere til, men det er ikke muslimer fra Mellemøsten og Afrika, der kommer med smuglerskibe, men alfer, feer, fauner, kentaurer, hekse, gnomer og kæmper.

Den herskende klasse er menneskene, mens indvandrerne bliver set ned på og må arbejde som hushjælp, serveringspersonale og glædespiger. De fremmede bliver da også behandlet og set på derefter. Med andre ord ikke helt ulig den situation, der præger dagens nyhedsbillede.

I den tågede by er gaderne præget af brydningstiden mellem før og efter industrialiseringen. Nymodens dampsporvogne kører på søjler mellem de trange brostensbelagte gader, mens underklassen sælger varer fra beskidte boder, og andre ernærer sig ved dukketeater eller prostitution i et af de mange bordeller langs gaden Carnival Row. Befolkningen domineres af en stor underklasse, en privilegeret middelklasse og en lille overklasse af über-rige.

(Foto: Amazon Prime)

Farverigt persongalleri

Den retskafne politidetektiv Rycroft “Philo” Philostrate (Bloom) forsøger at opretholde en form for lov og orden i en verden præget af kaos og anarki. Han arbejder hårdt på at løse en række bestialske mord på alfer, som ikke ligefrem står øverst på politichefens prioritetsliste.

Philo er tidligere soldat og bærer på en hemmelighed, der gør, at han er splittet mellem to verdener; en hemmelighed, som han for enhver pris vil skjule for omverdenen – også hans ekskæreste Vignette.

Modellen Cara Delevingne havde kun ti spillefilm på CV’et, før hun fik hovedrollen som alfen Vignette Stonemoss i Carnival Row. Med sin Klokkeblomst-agtige fremtoning er hun perfekt castet som alf, og hendes skuespilpræsentation imponerer. Hun balancerer fortræffeligt mellem sej og sårbar, og har et meget udtryksfuldt ansigt og en unik tilstedeværelse. Kemien mellem Delevingne og Bloom er upåklagelig, og det er hovedpersonerne, der har den mest spændende karakterudvikling igennem serien.

Hvor vi tidligere har kritiseret Bloom for at være charmeforladt og påtaget i Pirates of the Caribbean og Ringenes Herre, er han vokset med opgaven. Stadig ikke nogen decideret karakterskuespiller, men her får han mulighed for at spille på et meget bredere register end sædvanlig og slipper godt fra det.

Birollegalleriet er rigt og diversificeret med en af vores yndlingsskuespillere, Jared Harris (Chernobyl), som kansler, mens hans diabolske kone spilles af Indira Varma (Game of Thrones). Simon McBurney er vidunderlig som smånaiv gadeartist, mens Tamzin Merchant har fået den saftige rolle som blond, racistisk, dum (?) og forkælet overklassepige med en forkærlighed for dyre blondekjoler og society-kaffeslabberas.

Byen er overstrøet med fabeldyr, der er som taget ud af Narnia-fortællingerne, men her går det dem langt værre, idet mange står over for en skæbne a la de bestialske drab i den gotiske Penny Dreadful; en serie, som Carnival Row til en vis grad deler visuelt udtryk med. Et vovet genremiks, der fungerer overraskende godt.

(Foto: Amazon Prime)

Fordomme og racisme

Serien har mere på hjerte end “bare” at underholde, og der er en rød tråd med fokus på fordommene mod de nyankomne, det fremmede og alt, hvad der er anderledes. Fra det mere komiske, hvor en overklassekvinde ikke vil invitere sin nye nabo, en faun, inden for døren, til den mere beskidte slags med hadefulde ytringer mod “de andre”. Eksemplificeret ved bl.a. skældsord på gaden, politiets (manglende) prioritering af alfedrabene og Burgue-samfundets syn på sex mellem arterne og – Gud forbyde det! – mellem mænd!

Serieskaberne har gjort dette til en central del af Carnival Row, men det virker aldrig påtrængende eller kunstigt placeret, bare som en konstatering af, at sådan er det, og de eneste fra den herskende klasse, der ser ud til at tage sig af det, er Philo og – til dels – kansleren.

(Foto: Amazon Prime)

Storslåede kulisser

Noget af det, der gør, at Carnival Row skiller sig ud fra mængden af serier, er det slående visuelle udtryk. Der er ikke sparet på noget, hvad angår locations, rekvisitter, kulisser, kostumer og special effects.

Både kostumerne og de blændende flotte effekter (noget af det lækreste er, da “nazisterne” angriber med luftskibe i afsnit 3) står ikke tilbage for ekstravagancen i Game of Thrones. Det er herligt detaljeret og episk storslået. Og hvis hovedstaden ser fascinerende ud, så bare vent, til de begiver sig ud i de spektakulære landskaber i det omgivende land – den rene Avatar-følelse!

(Foto: Amazon Prime)

Fantasy

Hvor andre fantasy-serier, bl.a. Game of Thrones, har valgt at nedtone fantasy-elementerne, er Carnival Row gået “all in” og fremhæver faktisk det eventyrlige og overnaturlige ved historien og personerne. Det betyder måske, at serien ikke umiddelbart vil appellere til alle, men giv den en chance.

Undertegnede er ikke nogen stor fan af fantasy som sådan, men blev alligevel fascineret af plottet, det farverige persongalleri og det blændende visuelle udtryk i Carnival Row. Når en hel hær af alfer flyver til himmels, sidder man som troldbundet, og mindre iøjnefaldende er det afgjort ikke, når alferne kopulerer med mennesker – både visuelt smukt og spektakulært.

Produktionen oser af kvalitet i alle led med fornem fotografering og klipning samt en stram instruktion, der lover godt for 2. sæson (som allerede har fået grønt lys) – og for Amazons kommende storserie Lord of the Rings (2021).

Selv om serien ikke byder på noget banebrydende plot, har enkelte fortælletekniske svagheder og nogle klichéprægede karakterer, så imponerer og underholder Carnival Row mere end nok til fem stjerner. Anbefales som efterårets must see-serie. (Anmeldelsen er baseret på de første seks ud af otte afsnit).

(Foto: Amazon Prime)

Teknisk bravur

Endnu en gang viser Amazon, hvor god den tekniske kvalitet på en streamet serie kan være. Ligesom med Jack Ryan leverer Carnival Row knivskarp 4K-billedkvalitet med imponerende detaljer, et dybdeniveau af en anden verden, naturlige farver og et sortniveau, der overgår det meste, vi har set fra streaming-tjenester! Sådan skal det gøres, HBO! Surround-sporet er heftigt og detaljeret, og har både basdybde og finesse nok til det lysende klare dialogspor.

Hele 1. sæson kan streames på Amazon Prime nu.

Karakter
Carnival Row, 1. sæson

Fakta:

Release: 30/8 2019 Instruktion: Thor Freudenthal m.fl. Med: Orlando Bloom, Cara Delevingne, Simon McBurney, Jared Harris, Tamzin Merchant, David Gyasi, Indira Varma Land: USA År: 2019 Tid: 7:20 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top