annonce
Drama
Exit, 1. sæson

anmeldelse:
Exit, 1. sæson

Ulvene fra Oslo

Et fascinerende indblik i macho- og røvhulskulturen i den norske finansverdens indercirkler.

Baseret på interviews med fire unge, fremadstormende finansakrobater har Øystein Karlsen skrevet og instrueret en slags nordisk blanding af Billions og The Wolf of Wall Street; en serie, der både er underholdende, morsom og direkte ubehagelig.

Grådighed er godt!

Gordon Gekko (Michael Douglas) blev med Wall Street (1987) selve ikonet på den hensynsløse yuppie-æra. Med sit mantra “Greed is good!” blev han et forbillede for de selvcentrerede, kyniske finansspekulanter – stik imod Oliver Stones hensigt med filmen. Her 32 år senere ser verden ikke ud til at være kommet meget videre.

I Exit møder vi fire mænd, der har røven fuld af penge, har oplevet alt, før de fyldte 30, keder sig i deres blaserte tilværelse og tror, de ejer verden. Gordon Gekko er uden tvivl en mand, de forguder.

(Foto: NRK)

Adam (Berger) elsker kokain, smarte ludere, dyre ure og Porscher. Hans trofækone, Hermione (Kittelsen), lever sit liv på hans præmisser og prøver på fjerde år desperat at blive gravid – der er bare det aber dabei, at Adam blev steriliseret for fem år siden …

Henrik (Santelmann) er gruppens glade dreng, men med en plagsom kone og fire børn, om hvem han selv siger, at han deltager med ca. fem procent af deres opdragelse, som for det meste er overladt til familiens au pair. Henrik “arbejder” ofte sent, dvs. han arrangerer ekstravagante fester med prostituerede, spiritus og kokain i de fires fælles lejlighed i det eksklusive kvarter Tjuvholmen.

Jeppe (Øigarden) er Oslos Gordon Gekko. Han fester lige så hårdt som de andre – næsten – men har væsentlig mere styr på livet og fremstår som gruppens alfahan. Indimellem er han nødt til at “afreagere” ved at praktisere sine kickboxing-færdigheder på uskyldige eller ydmyge nogen, mens han flasher sin enorme rigdom, men i det mindste viser han tegn på anger bagefter.

annonce

William (Hagen) har slået sig op på ejendomme og kan ikke fordrage hverken sin bipolare kone eller deres irriterende møgunger. Livet er en endeløs grå, socialdemokratisk hverdag, hvor de eneste lyspunkter er ludere og kokainfester med vennerne. Han har til gengæld problemer på grund af en række dårlige investeringer.

annonce

Fælles for dem alle er, at de er blevet så usandsynlig rige, at de tror, de er guder i deres egen lille verden, hvor love, normer og etik er noget, der ikke længere angår dem. De nedværdiger sig ikke til at tage sig af, hvor man må og ikke må parkere, de forventer at få bord på de bedste restauranter til enhver tid, deres au pairs er slaver, og kvinder i øvrigt er brugs- og bollegenstande. Penge er Gud, og de er deres ypperstepræster.

(Foto: NRK)

Moderne virkelighed?

Serien er hovedsagelig baseret på virkelige personer og opstod ifølge en artikel i Dagens Næringsliv (Norges svar på Børsen), ved at en mellemmand på gruppens vegne kontaktede produktionsselskabet og sagde, at de havde en glimrende idé til en TV-serie, og at hans “klienter” var villige til at fortælle om deres dobbeltliv.

At William, Jeppe, Henrik og Adam skulle være gennemsnitlige personer fra Norges finansverden i dag, tvivler vi dog på – så havde Oslos børs, de norske storbanker og Oljefondet nok ikke været så succesfulde. Men at der findes mænd med den slags træk, er vi ikke et sekund i tvivl om.

annonce

Det er sådan set ikke chokerende i sig selv. Det, der er chokerende ved baggrunden for Exit, er at de fire har ønsket, at deres absurde, forkastelige liv skulle komme frem – og at de er stolte af det! Det siger vel alt om deres verdenssyn, og hvordan de ser på sig selv og deres dekadente livsførelse.

Når det er sagt, så får Karlsen os (mere eller mindre ufrivilligt) – ligesom Martin Scorsese gjorde i The Wolf of Wall Street – til at heppe på disse tabere, og ofte er det hele meget morsomt – på en lidt ondskabsfuld måde. Brillant!

Blankpoleret facade

Vores hovedanke mod serien er, at vi stort set kun får et indblik i disse røvhullers blankpolerede facade, deres glorificerede tilværelse, som de selv vil have, at den skal fremstå – inklusive alle deres fester og “damebekendtskaber”, som de åbenbart er stolte af. Den eneste, vi efterhånden kommer ind under huden på, er William, og her får Pål Sverre Hagen mulighed for at stråle i et brag af en skuespillerpræstation.

Adam bliver derimod alt for stereotypisk dæmoniseret og fremstillet som en endimensionel psykopat af la Patrick Bateman fra American Psycho. Vi forstår, at han er overfladisk, optaget af sin rigmandsfacade og bedøvende ligeglad med, hvad andre synes om hans opførsel og hans livsstil, samtidig med at han ser kvinder som simple brugsobjekter, der er sat på Jorden for at tilfredsstille hans behov – så længe han finder det formålstjenligt. Men i Exit fremstilles han som lige lovlig ond og beregnende, hvilket måske nok giver en god dramaturgi, men ikke virker troværdigt.

Alle fire yder imponerende skuespillerpræstationer, og det må have været en sand fornøjelse at spille sådan nogle røvhuller. Øigarden er lige cool og fattet, hvad enten han nyder et glas årgangsrødvin eller slår en vildt fremmed ned, der har “fornærmet” ham.

Mindst lige så imponerende er Agnes Kittelsen som Adams manipulerede og kuede trofækone. Fascinerende, som hun formår at få alle nuancerne frem i den komplekse person, der desperat leder efter en “exit”.

(Foto: NRK)

Magtens tinde

Man siger, at magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt. At det er sandt, er de arrogante, kyniske finansakrobater i Exit et stjerneeksempel på – selv om de nok ikke selv ser sådan på det.

Øystein Karlsen har tidligere (f.eks. med Netflix-serien Dag) bevist, at han behersker serieformatet til fingerspidserne og ikke mindst formår at spejle interessante træk ved vores samtid på både underholdende og tankevækkende vis. Desuden er han en mester i at skrive skarpe replikker, der opleves som troværdige, men også er passende dramatiseret.

Fotografering og klipning er i verdensklasse, og i vanlig stil krydder Karlsen det hele med herlig musik for at understrege sine pointer.

(Foto: NRK)

Desværre bliver det efterhånden lidt for repetitivt med lidt for meget kokain og lidt for mange luderfester – vi har fattet det efter bane og barm nummer fyrre. Her kunne serien nok være skåret ned til syv episoder, idet den træder lidt vande midtvejs.

Alt i alt fem svage stjerner til en særdeles underholdende og velspillet serie – der skriger på en fortsættelse, da vi forlader de fire ulve i et uforløst antiklimaks.

Hele sæson 1 kan streames fra DRTV.

<
>
(Foto: NRK)
  • NRK
  • Release: 4/10 2019 (DR)
  • Instruktion: Øystein Karlsen Med: Simon J. Berger, Pål Sverre Hagen, Jon Øigarden, Tobias Santelmann, Agnes Kittelsen, Ine Maria Wilman, Gjertrud L. Jynge
  • Genre: Drama
  • Land: Norge
  • År: 2019
  • Tid: 4:40 timer

 


Film
Ekstra
Lyd
Billede
  1. Hej Tor. Super godt skrevet og skarp kritik af en fed serie. Må bare kommentere på, at du nævner Adams lige lovlig onde og beregnende adfærd som utroværdig. Det er jeg ikke enig med dig i. Tværtimod har Karlsen læst ualmindelig godt op på “lektien” om sociopatens personlighedsstruktur og typiske adfærdsmønster, og jeg synes han viser det mere en meget troværdigt. Og så rammer Karlsen iøvrigt Bulls-Eye, fordi det menneskelige “man”, seeren, får en anelse ondt af Adam på et tidpunkt henimod slutningen af serien, men det gør Adam til skamme øjeblikket efter med sin adfærd – altså, en sociopat er en sociopat, tag ikke fejl-agtigt. Han rammer så meget plet, at det er brilliant.
    Venlig hilsen Ulla

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

annonce

Heeere’s Johnny!

20 år efter sin død er Stanley Kubrick stadig en af alle tiders mest spændende instruktører. Nu kommer hans gyserklassiker i en ny renoveret og udvidet version.

Superagenter i tomgang

Den fjerde MiB-film er småsjov, men kommer aldrig rigtig fra land.

Finansakrobatisk cirkus

Steven Soderbergh tager sig kærligt af Panama Papers-skandalen på ironisk og overfladisk vis.

Sex, drugs, money and drugs!

Et fascinerende indblik i macho- og røvhulskulturen i den norske finansverdens indercirkler.

Det er nok nu!

Et langt gab af et plot med fuldstændig uinteressante personer.

Stor ståhej

Monsterøglen er tilbage, desværre med et større budget og flere monstre end nogensinde.

Dit bedre jeg?

Paul Rudd er på randen af sammenbrud og 40-årskrise og misfornøjet med livet i al almindelighed. “Løsningen” er en total renselse på en obskur spa …

Antiheltetriumf!

Damon Lindelof rebooter og redefinerer de sære Watchmen, sætter dem ind i en stærk politisk kontekst og giver os en af årets bedste TV-serier!

Hofteholder, stilethæle og cirkelspark

Luc Besson gør det igen og transformerer en “almindelig” ung kvinde til den ultimative dræbemaskine.

Beskidt politisk teater

Som en miniversion af Donald Trump omgiver high school-eleven Payton Hobart sig med rådgivere og spindoktorer med ét mål for øje: At blive præsident på skolen for senere at indtage Det Hvide Hus.