Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Bliver Elop næste chef for Microsoft?

Med overtagelsen af Nokias mobildivision får Microsoft topchefen Stephen Elop med i købet. Elop bliver dermed en oplagt kandidat til rollen som afløser for Steve Ballmer.

Skrevet af / 03/09/2013 - 12:30
Bliver Elop næste chef for Microsoft?

Hedder den næste topchef for Microsoft Stephen Elop? Hvis man tager pulsen på Internettet i dag, er den 49-årige canadier pludselig blevet den mest nærliggende kandidat til lederposten i verdens mægtigste softwarefirma.

Stephen Elop var indtil 2010 chef for Microsofts afdeling for Office-produkter, som er en af firmaets største guldgruber. Elop har inden skiftet til Nokia været en af Steve Ballmers nærmeste ledelseskolleger, og han regnes i dag som en oplagt efterfølger til Ballmer.

Steve Ballmers afgang fra Microsoft, som blev annonceret d. 23 august, kom som en bombe. Siden er listen af mulige arvtagere vokset, men Stephen Elop har ikke tidligere været nævnt. Steve Ballmer har til teknologisitet The Verge sagt:

Stephen Elop bliver en del af Microsoft, og vi overvejer ham. Men vi er åbne for både interne og eksterne kandidater. Men overvejelserne finder sted for lukkede døre“.

Microsoft og Nokia offentliggjorde sent mandag, at softwaregiganten overtager Nokias mobilafdeling for et beløb på ca. 40 milliarder kroner. Ud over at sikre Microsofts fremtidige adgang til mobilhardware får firmaet også Stephen Elop tilbage i folden.

Overtagelsen af Nokias mobilforretning var ifølge Steve Ballmer aftalt på plads, allerede inden Ballmer meddelte sin afgang, men offentliggøres altså først nu. Meddelelsen om overtagelsen fik tirsdag Nokias aktiekurs til at stige med hele 40 procent.

Stephen Elop blev i september 2010 hentet ind som topchef for Nokia, hvor han skulle rette op på års tilbagegang. Allerede dengang blev der spekuleret om, hvorvidt Elop i virkeligheden blev sendt til Nokia for at forberede Microsofts overtagelse af den finske mobilproducent.

Elop har siden da bevist, at han er en mand, der er i stand til at lede og gennemføre endog meget drastiske forandringsprocesser. Han sammenlignede i 2011 i sit berømte “Burning platform-memo” sin opgave i Nokia med at det at arbejde på en brændende olieboreplatform. Den platform, der brændte under fødderne var Nokias eget mobilstyresystem Symbian, og Elop meddelte i februar 2011, at Nokia sagde farvel til Symbian og i stedet ville satse på Windows Phone.

Nokia-chefen var i sit memo ualmindelig klar i mælet omkring Nokias problemer, og han indrømmede blandt andet, at Apple ejede hele smartphoneområdet, og at Nokia ikke havde noget, der kunne konkurrere med dem.

Omlægningen har medført kolossale forandringer og nedskæringer hos Nokia, som hen over to omgange har sagt farvel til i alt 21.000 medarbejdere.

Med salget til Microsoft får andre 32.000 Nokia-medarbejdere ny arbejdsgiver. Men de behøver ikke at flytte til USA. For Microsoft har til hensigt at lade Finland beholde sit teknologiske nationalklenodie:

Finland bliver hjerte og centrum i Microsofts mobilsatsning“, sagde Steve Ballmer ved annoncering af opkøbet.

Kilde: The Verge, Business Insider, Phone arena

Læs også:

Nokias mobildivision solgt til Microsoft

Microsoft: Farvel til Ballmer inden et år

John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Her er HMD's egne mobiler

Sporingstag til Googles Find My-netværk

OnePlus på vej med nye produkter

Heineken lancerer trist mobil

Årets Edge-serie er her

Billigere iPhone-reparationer

Sporingstags til alle Android-mobiler

Smart kombioplader til ferien

Hvad vil Apple vise i juni?

Galaxy Tab S6 Lite opgraderet

Design din drømmemobil

Kommer der Google-AI i iPhone?

0
Lyd & Billede
Scroll to Top