Det var tilbage i 2018, at Philips først lancerede et samarbejde med den engelske højttalerproducent Bowers & Wilkins på lydsiden. Dette projekt har siden båret frugt i form af topmodellen 65OLED903, som vi testede med et godt resultat i 2018. Men denne model var åbenbart kun begyndelsen.
Læs også: Philips OLED934: Ny topmodel afsløret
På årets IFA-messe præsenterede Philips to splinternye modeller: OLED934 og über-topmodellen OLED984, der begge får avancerede højttalere udviklet af B&W.
Ægte B&W-lyd
Bowers & Wilkins har hele tiden understreget, at de kom relativt sent med i udviklingen af sidste års model OLED903 – og derfor var nødt til at lave nogle kompromiser med hensyn til lyden.
På OLED934 og OLED984 har de derimod været involveret i designprocessen fra starten, og det er let at se, at TV’erne har taget form af dette: Både OLED934 og OLED984 har relativt omfattende, separate højttalerløsninger, der alligevel smelter godt sammen med billedpanelet rent visuelt.
Philips OLED+934
OLED+934 kommer i 55 og 65 tommers skærmstørrelse med den nyeste generation af OLED-paneler fra LG, kombineret med tredjegenerations P5-billedprocessor og tresidet Ambilight-lys. Den dedikerede højttalersektion fungerer som fod for TV’et, men det er også muligt at vægmontere det. Højttalerdelen er lavet af glasfiberforstærket ABS med indvendige ribber for at reducere uønskede resonanser.
Lydsystemet er dobbelt så stort som på forgængeren OLED+903: To separate 19 mm titaniumdiskanter, fire 30 mm mellemtone-enheder og en 80 mm bashøjttaler med Flowport-basrefleks. Plus en 80 mm subwoofer. Desuden kan OLED+934 prale af dedikerede 50 mm Dolby Atmos “højdekanaler” på toppen for at give ekstra 3D-effekt.
Philips OLED+984
Den nye flagskibsmodel OLED+984 bliver tilgængelig i 65 tommer. Her lover Philips både lyd- og billedkvalitet, som skal “matche eller overgå det bedste på markedet”. Ud over OLED-panelet og P5 3rd gen. videoprocessor får det endelig Ambilight-lys på alle fire sider!
På OLED+984 er højttalerne monteret i et separat kabinet under TV’et. Det giver bedre plads til højttaler-enhederne og bedre “lungekapacitet” i form af ekstra kabinetvolumen.
Højttalersystemet består af tre 4 tommers bas/mellemtone-enheder placeret i separate kamre. Prikken over i’et er B&W’s karakteristiske “topkalot”-diskant, kendt fra ikoniske højttalermodeller som Nautilus 800-serien. Her sidder diskanten i et separat hus på toppen af højttaleren, hvilket giver bedre spredning og reduceret forvrængning.
984-modellen kan både stå på stativ og vægmonteres, og har efter vores mening et meget stramt og funktionelt design.
Lytteindtryk
Philips demonstrerede både OLED+934 og OLED+984 for de fremmødte under IFA-messen, og det gav absolut smag efter mere. 934-modellen blev bl.a. demonstreret med Atmos-klip fra Mad Max: Fury Road, hvor den gav en overbevisende surround-effekt. Lyden var både ren og kraftfuld – klart et trin op i forhold til OLED903 såvel som andre kapable TV’er.
Alligevel var det – som forventet – det nye flagskib 984, der imponerede mest. Her fik vi serveret både filmlyd og ren musik, og lydgengivelsen kan beskrives som noget af det bedste, vi har hørt af TV-lyd!
Klarhed og opløsning i diskantområdet er en typisk mangel på de allerfleste TV’er, men her var diskanten super nuanceret, distinkt og finkornet. Det gav et markant løft til både filmdialoger og vokaler. Mellemtonen var også fyldig og detaljeret, kombineret med en overbevisende dyb og stram basgengivelse. De fleste ville nok være tilfredse her, men vi tog os selv i at spekulere på, hvor meget bedre det kunne blive med en separat subwoofer.
Bowers & Wilkins har nemlig sørget for at inkludere en separat subwoofer-udgang på OLED+984, så man kan tilslutte en kablet subwoofer. På spørgsmålet om, hvilken subwoofer de anbefaler, foreslog B&W-repræsentanten den kompakte ASW608 (3.399 kroner). Men i princippet kan man benytte en hvilken som helst aktiv subwoofer med analog lydindgang.
Philips OLED+934 og OLED+984 kommer her i september og vil (ud fra vores første indtryk at dømme) være et spændende alternativ for dem, der værdsætter et TV med førsteklasses integreret lyd.
Priser (vejl.):
Philips 55OLED934: 18.990 kroner
Philips 65OLED934: 25.990 kroner
Philips 65OLED984: 37.990 kroner
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer