Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Ny HTC One er lanceret

Sidste års mest lækre smartphone har fået en efterfølger, der er lige så laber som forgængeren, men kommer med et par nye tricks oppe i ærmet.

Skrevet af / 25/03/2014 - 16:15
Ny HTC One er lanceret

HTC’s nye flagskibsmodel er en realitet. Ligesom sidste års prisbelønnede model får den navnet HTC One, men det præcise modelnavn er HTC One M8. Den første HTC One forbliver nemlig på markedet, så for at undgå total forvirring bliver den nu kendt som HTC One M7.

Skærmbillede 2014-03-25 kl. 14.57.13

I flere uger op til dagens lancering har vi kunnet læse om rygter og lækager om den nye telefon, og nu, hvor vi kender alle fakta, må det stå klart, at HTC rent ud sagt er elendige til at holde på en hemmelighed! I går gjorde vi status over alle rygterne om specifikationer og funktioner, og vores artikel viste sig at holde stik. Den nye HTC One er nøjagtig, som vi havde regnet med.

Skærmbillede 2014-03-25 kl. 15.17.32

Den kommer altså med 5” Super LCD 3-skærm med Full HD 1080p opløsning, med en 2,3 GHz Snapdragon 801 quad-core processor og med 16 gigabyte indbygget lager samt understøttelse af microSD-kort op til 128 gigabyte.

Skærmbillede 2014-03-25 kl. 15.22.37

Præcis som den første HTC One er den nye model skåret og formet ud af ét stykke aluminium. HTC One M8 er dog ikke helt magen til forgængeren. Designet har fået en overhaling, og HTC One M8 er nu mere afrundet og blød, så telefonen bliver mere behagelig at holde, og grebet bliver mere fast. Herudover er metaloverfladen blevet børstet, hvilket skaber en hårfin tekstur og et nyt look i forhold til HTC One M7, der kom med en mat og ensartet overflade.

Skærmbillede 2014-03-25 kl. 14.58.46

Også alle vores forudsigelser vedrørende kameraet viste sig at holde stik. Allerede med den første One-model gik HTC mod strømmen og introducerede det såkaldte Ultrapixel-kamera. I stedet for bare at gøre ligesom konkurrenterne og opgradere kameraet med endnu flere megapixels for hver ny model, valgte HTC i stedet et kamera med væsentlig færre megapixels, som så til gengæld – kombineret med en fysisk større billedsensor – var blevet større og dermed kunne opfange mere lys. Og den filosofi har HTC holdt fast i med den nye HTC One, der altså igen kommer med et Ultrapixel-kamera på 4,1 MP.

Men man kan jo ikke introducere en ny telefon uden at komme med et par nye features, så Ultrapixel-kameraet på den nye HTC One er ikke alene. På bagsiden sidder der nemlig endnu et 2 MP kamera, som dog udelukkende skal bruges til at måle afstanden til motivet. Denne konstellation kalder HTC for Duo Camera, og det åbner op for en række nye fotofunktioner, som ikke var mulige med den gamle One-model.

Skærmbillede 2014-03-25 kl. 15.05.37

Først og fremmest drejer det sig om uFocus, som kort og godt gør det muligt for fotografen at ændre fokus på et billede, efter det er blevet taget. Altså stille skarpt på en genstand, som på det oprindelige foto for eksempel fremstod uskarpt i baggrunden. Den samme funktion har i øvrigt også den kommende Samsung Galaxy S5, men HTC fremhæver, at med deres version, som jo er hardware-baseret, er telefonen er ikke nødt til at tage flere billeder for at indsamle den nødvendige information. I stedet bliver oplysningerne fra anden-kameraet gemt i billedfilens metadata, hvor den forbliver, indtil man eventuelt har ændret fokus. Hvert eneste billede, som bliver taget med telefonen, vil indeholde de informationer, uFocus skal bruge, og telefonen tager kun ét billede ad gangen – i modsætning til for eksempel Samsung Galaxy S5, som bruger software-baseret HDR for at skabe den samme effekt og derfor er nødt til at kombinere flere billeder.

HTC’s løsning fungerer dog ikke, hvis man for eksempel har brugt blitz eller ved meget dårlig belysning. Ved brug af blitz har man så til gengæld gavn af den nye Dual Colour Flash, hvilket er HTC’s navn for de to styk LED-blitz, som den nye HTC One er udstyret med. Hermed oplyses motivet med to forskellige lystemperaturer, hvilket skal give mere naturtro billeder. En feature, som den nye HTC One i øvrigt har til fælles med iPhone 5S.

En anden, ny kamera-effekt hedder Foregrounder. Her kan man redigere billedet, så personen i forgrunden forbliver i normal tilstand, mens baggrunden for eksempel ændres til at ligne et sort/hvid-billede eller en blyantstegning.

Frontkameraet på 5 MP (f2.0) er det store selfie-kamera, som også byder på forskellige filtre og redigeringsmuligheder i kamera-softwaren, så man kan gøre sig rigtig smuk, før man deler selvportrættet med vennerne på Facebook eller Instagram.

Af andre nye funktioner kan vi nævne Motion Launch, som gør det muligt at vække telefonen fra dvale blot ved at prikke to gange på skærmen, præcis som vi kender det fra LG G2 og G Flex. Man kan også vække kameraet og tage et billede lynhurtigt blot ved at holde telefonen horisontalt og så trykke på volume-knappen.

Skærmbillede 2014-03-25 kl. 15.10.18

Ligesom forgængeren kommer HTC One M8 med fremadrettede stereohøjttalere, af HTC kaldet BoomSound, som i denne, nye inkarnation skal byde på 25% højere volumen og en forbedret forstærker, hvilket angiveligt betyder bedre og mere detaljeret lyd.

Skærmbillede 2014-03-25 kl. 15.08.08

En ægte nyhed, som vi dog også allerede kunne fortælle om i går, er derimod den nye Extreme Power Saving tilstand, der ved 5% strøm tilbage på mobilen bliver lukker ned for alle funktioner, undtagen de vigtigste. På den måde kan HTC One forblive tændt i op til yderligere 15 timer, selvom batteriet er næsten dødt.

Pris og tilgængelighed
HTC One M8 kommer i butikkerne i første uge af april. Prisen bliver 5.499 kroner for 16 gigabyte-udgaven, som er den eneste, der bliver lanceret på det danske marked. Sidste års model, HTC One M7, vil stadig være at finde i butikkerne til en lavere pris. Den nøjagtig pris for forgængeren vil være op til forhandlerne, oplyser HTC.

Specifikationer:
OS: Android 4.4.2 KitKat
Skærm: 5″ Full HD 1920 x 1080p Super LCD 3, 441 ppi
Processor: 2,3 GHz Snapdragon 801 quad core
Hukommelse: 2 GB RAM / 16 GB lager + microSD (op til 128 GB)
Kamera: 4,1 MP (Ultrapixel) f2.0 + 5 MP f2.0
Trådløst: 802.11 ac/a/b/g/n, BT 4.0, NFC, 4G/LTE (Cat 4), IR
Størrelse: 146.4 x 70.6 x 9.4 mm
Vægt: 160 gram
Batteri: 2600 mAh

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sporingstag til Googles Find My-netværk

OnePlus på vej med nye produkter

Heineken lancerer trist mobil

Årets Edge-serie er her

Billigere iPhone-reparationer

Sporingstags til alle Android-mobiler

Smart kombioplader til ferien

Hvad vil Apple vise i juni?

Galaxy Tab S6 Lite opgraderet

Design din drømmemobil

Kommer der Google-AI i iPhone?

Lettere skift fra iPhone til Android

0
Lyd & Billede
Scroll to Top