Test: Panasonic Lumix S1

Markedet flyder over af nye kameraer, og det er de såkaldte full-frame-kameraer, der dominerer. De spejlløse af slagsen. Såsom Sonys veletablerede Alpha-serie, Canons friske R-serie og Nikon Z-serie, men også Panasonic Lumix S-serien.

Sidstnævnte kom som en overraskelse for de fleste. Panasonic har som bekendt en lang historie med spejlløse kameraer i Micro Four Thirds-format. Da de sammen med Sigma og Leica annoncerede L-Mount-alliancen i 2018, tog de markedet på sengen.

Panasonic mente det alvorligt og fremviste to full-frame systemkameraer baseret på Leicas SL-fatning; det nye kamerasystem kaldte de Lumix S. De to kameraer er så ens, at det er umuligt at se forskel på dem uden at kigge på logoerne.

De er grundlæggende også ens teknisk, med én væsentlig undtagelse: Hvor Lumix S1R har en 47 megapixel full-frame billedsensor med mulighed for en højopløst indstilling med 187 megapixel (!), har Lumix S1 24 megapixel og en hi-res-indstilling med 96 megapixel. Mere end tilstrækkeligt.

Søger, skærm, knapper, hjul, skudtakt, fokussystem og stort set alt andet er identisk på de to kameraer. Men de henvender sig til to forskellige typer fotografer. S1R er kameraet til dem, der leder efter ekstrem opløsning, f.eks. landskabsfotografer, men også til arkitektur, reklame og andre jobs, hvor den højest mulige opløsning og den bedst mulige billeddynamik er en fordel.

Med 24 megapixel er S1 ikke legetøj, især ikke hvis man vælger 96 megapixel optagelser, men Panasonic har rettet kameraet mere mod allround-fotografer. Og video.

Bedre videofunktioner

For dem, der ikke behøver 47 megapixel – og slet ikke 187 – er S1 et bedre valg. Her sparer man ikke alene 10.000 kroner, man får også et kamera med lidt bedre videoegenskaber.

Mens Lumix S1R pakker pixels sammen for at lave 4K 60 fps video og beskærer udsnittet, kan S1 levere 4K 30 fps fra hele billedfladen – eller 4K 60 fps, hvis man beskærer til APS-C-format. Kameraet kan også levere 4:2:2 8 bit 4K-video til ekstern optager via HDMI, og det kan opgraderes til 10 bit V-Log-optagelse.

S1 understøtter desuden både HLG Still og HLG Video, som giver større dynamik på HLG-tilpassede skærme som f.eks. Panasonics dyrere TV’er.

Større og tungere

Selv om de ikke er helt magen til Lumix S1 på alle områder, finder man tilsvarende kameraer med lignende opløsning i Sony a7 III, Nikon Z6 og Canon EOS RP. Til dels. Side om side kan man hurtigt se, at Panasonic-kameraet er større. Meget større. Panasonic siger, at det er for at gøre det så robust som muligt.

Det virker også meget robust. Den hængslede touch-skærm, ja, selv batteridækslet er fæstnet så godt, at man får et indtryk af solid kvalitet. Det kraftige kamerahus er også vejrbeskyttet på omfattende vis, og i modsætning til f.eks. Sony a7 III er der god plads til knapper og hjul med en anstændig størrelse. At betjene kameraet med handsker er f.eks. ikke noget problem.

Billedstabilisering

Der er også blevet plads til indbygget femaksers billedstabilisering, som bevæger billedsensoren og kompenserer op til 5,5 trin, og som kan bruges sammen med optisk billedstabilisering for op til seks trins kompensation. Søgeren med en opløsning på 5,76 megapixel er større og skarpere end på nogen af konkurrenterne.

Søgerens forstørrelse på 0,78x kan ændres til 0,74x eller 0,7x forstørrelse, og OLED-panelet arbejder med 120 Hz frekvens og har hele 10.000:1 i kontrast.

Kameraet har også en Panasonic-specialitet, nemlig 4K-stillbilleder op til 60 fps og 8,3 megapixel eller 6K-stillbilleder, der giver 18 megapixel billeder fra 30 fps serier. Desuden har det Pre-Burst, hvor kameraet tager billeder, så længe udløseren er trykket halvvejs ned, og gemmer de sidste, når der trykkes helt ned.

Samme skudtakt

Der er ingen forskel i skudtakt på Lumix S1R og S1. Pudsigt nok. Man skulle tro, at skudtakten var højere på S1, da filstørrelsen fra 24 megapixel er meget mindre end fra 47 megapixel. Takten er nemlig den samme, med 9 billeder i sekundet i serie eller 6 med fokus på hvert billede. Men S1 har en større buffer, der kan klare ca. 90 raw-filer eller 999 jpeg-filer i serie, før kameraet stopper, mens S1R stopper ved 40 raw-filer eller 50 jpeg-filer.

Kameraerne har ISO-følsomhed ned til ISO 50, men i den anden ende stopper S1R ved ISO 51.200, mens S1 har udvidelig ISO-følsomhed helt op til 204.800.

Programmérbart

De to kameraer i S-serien har omfattende indstillingsmuligheder i den komplekse skærmmenu. Det virker, som om Panasonics ingeniører har tænkt på alt – og lidt til. Der er nærmest ikke en knap, der ikke kan konfigureres, som man ønsker. Kameraet har som nævnt god plads til store knapper, og mange af dem kan faktisk deaktiveres med en knap til venstre for søgeren. Man kan også vælge, hvilke knapper det skal gælde.

Og så er det muligt at have permanent belysning på statusskærmen og på nogle af knapperne bagpå. Praktisk til både landskabs- og koncertfotografer, som så kan se knapperne til billedvisning og Q-menu (hurtigmenu) samt retur-, display- og sletteknappen.

Kameraet har også en programmérbar joystick-knap, som bruges til at flytte fokuspunkter. Skærmen er hængslet på tre ledder, så den kan vippes ud, op og ned. Den kan også vippes op, når kameraet holdes lodret, med grebet opad.

Autofokus

De to Panasonic-kameraer deler autofokussystemet med 0,08 sekunds fokushastighed og 225 fokuspunkter, der er følsomme ned til -6 Ev.

Med Lumix S 50 mm f/1.4 og 24-105 m f/4.0 var fokusreaktionen lynhurtig, også indendørs i svagt lys, men med 70-200 mm f/4.0 skete det, at kameraet havde problemer med at finde fokus, når kontrasten faldt i dunkel belysning. Det gør, at serieoptagelse kun delvis er egnet til motiver med hurtige bevægelser.

Jeg vil ikke påstå, at S1 er noget actionkamera, som Lumix G9 f.eks. er, men jeg oplevede generelt autofokus som både hurtig, præcis og god til at følge bevægelige motiver. Man kan også vælge øjen-, krop- eller dyredetekterende autofokus, og ligesom Lumix S1R er kameraet oplært til at genkende levende motiver som mennesker og dyr, og viser det område, autofokus dækker, med rammer i søgeren og på skærmen.

Billed- og videokvalitet

Det, man mister af detaljeopløsning i forhold til S1R, vinder S1 ind igen på billedstøj. Kameraets støjreduktion er fremragende, og der er kun marginal synlig støj op til ISO 6400. Det er fuldt ud muligt at få et godt resultat ved ISO 12.800, og selv om kornstøjen er mere synlig ved ISO 25.600, kan billederne ofte bruges med lidt efterbehandling.

Hvis man stiller kameraet på stativ og sætter det til hi-res mode og 96 megapixel, øges detaljeskarpheden mærkbart. Med Lumix S 50 mm bliver billederne så skarpe, at det kun er mellemformatkameraer på mere end 100 megapixel – og Lumix S1R – der kan matche S1.

Ligesom på S1R er farvegengivelsen også bedre her – og det bedste, jeg har set fra et hvilket som helst Panasonic-kamera på jpeg-billeder. De altid svære hudtoner er nydeligt tegnet her, og det er i grunden kun Fujifilm GFX 50S og Nikon Z7, der kan matche Lumix-kameraets farvegengivelse.

Billeddynamikken er på niveau med de to bedste, vi har testet, nemlig Sony a7R III og Nikon Z7.

Videokvaliteten i 4K er så god, som man kan få den med dagens flagskibskameraer. Skarpheden og dybden i filerne er fremragende, og der er relativt beskeden rullende lukker. Der er dog nogle synlige artefakter, f.eks. ved panorering, hvor kameraet ikke formår at fange detaljerne lige så godt, når kameraet bevæges.

Konklusion

Panasonic Lumix S1 er det mest komplette allround-kamera blandt de nye, spejlløse full-frame systemkameraer. Det er godt til absolut alt og så tillidsvækkende bygget, at professionelle fotografer næppe kan ønske sig mere. Det er også klassens største og tungeste, og langtfra det hurtigste på markedet. Men det er heller ikke beregnet til sport eller som lommevenlig rejsekammerat.

Lumix S1 er et seriøst værktøj til seriøse fotografer, der vælger kameraet for billed- og videokvalitetens skyld. For mange af dem vil det være et bedre valg end det dyrere S1R.