TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Asus ZenBook Pro Duo UX581GV-H2004R

Meget mere af en god ting!

Hvis én superlækker skærm er godt, må to være endnu bedre. ZenBook Pro Duo er forfriskende nytænkning.

Af / 23/09/2019 - 12:35
Asus ZenBook Pro Duo UX581GV-H2004R

Home mener

  • Superlækker maskine med tårnhøj ydelse. Og den dobbelte skærm i 4K-opløsning er fantastisk.
  • Prisen matcher den høje ydelse – og det samme gælder vægten. Du kan finde 15 tommers top-bærbare, der vejer det halve.

Du kan aldrig få for meget skærmplads – men du kan muligvis få for lidt skrivebord! Jeg skriver dette med en 27 tommers 4K-skærm foran mig – og en 3K-skærm lige ved siden af. Det rækker lige akkurat til tekstbehandling i Word, Outlook-mail, Chrome-browser samt Slack til interne beskeder. Hvis jeg også åbner Photoshop, bliver der trængsel på skærmene. Og når jeg er på reportage og skal klare det hele på en 13 tommers bærbar, bryder det hele sammen!

Derfor kan jeg levende sætte mig ind i, hvad det var for en slags behov, Asus ville dække, da de lavede Asus ZenBook Pro Duo UX581. Og den måde, de har løst det på, er dybt original.

Det helt iøjnefaldende særkende ved ZenBook Pro Duo er skærmene. For der er to af dem. En fuldfed 15 tommers OLED touch-skærm med 4K-opløsning. Og en præcis halvt så stor, men lige så fed skærm oven for tastaturet. Skærmen er teknisk set på 14 tommer, men i 3:1-format og dækker derfor hele kabinettets bredde.

Ekstraskærm i Cinerama-format

Skærmene kan bruges til at udvide Windows-skrivebordet på samme måde, som når man bruger to separate skærme på den stationære PC. Flydende værktøjspaletter i kreative programmer kan lægges på ekstraskærmen, og tegnere og grafikere kan ved hjælp af den medfølgende pen bruge skærmen som ergonomisk perfekt digitizer.

Ud over dette kan den brede, lave “ScreenPad Plus”-skærm (3840 x 1100 punkter) bruges til såkaldte Task Groups, hvor samlinger af værktøjer aktiveres med ét tryk. Man kan selvfølgelig også bare bruge ekstraskærmen til underholdning, mens man arbejder i Excel på hovedskærmen. Den er bred nok til at vise selv Ben Hur!

Annonce
ZenBook Pro Duo UX581 Scenario Photo 10 60797
ScreenPad-skærmen kan bruges til at udvide Windows-skrivebordet på samme måde, som når man bruger to separate skærme på den stationære PC. Foto: Asus

Professionel kvalitet

OLED-hovedskærmen er i fuld professionel kvalitet og er både certificeret af Pantone og VESA (HDR) og opfylder farverummet i sRGB (133 procent), Adobe RGB og filmindustriens DCI-P3 (100 procent).

Men en laptop består af andet en skærm (selv om skærmene her udgør tre fjerdedele af arealet på den åbne PC). Kabinettet er i børstet marineblåt aluminium, og det ser alt sammen så lækkert ud, som man forventer for godt tyve af de lange. Tastaturet i samme marineblå farve er behageligt med rimelig vandring og god plads mellem tasterne. Touchpad’en er anbragt til højre for tastaturet, hvor den dublerer som numerisk tastatur. Der er et velvalgt udvalg af porte: To fuldstørrelses-USB og én USB-C med Thunderbolt 3. Maskinen understøtter den nye Wi-Fi 6-standard.

Det er ikke første gang, jeg har set en laptop med ekstra skærm fra Asus. ZenBook Pro 15, som jeg testede for et år siden, havde en miniskærm i touchpad’en. Forskellen er, at skærmen denne gang er stor og god nok til at være andet og mere end bare et partytrick.

ZenBook Pro Duo UX581 Scenario Photo 11 60798
Flydende værktøjspaletter i kreative programmer kan lægges på ekstraskærmen, og tegnere og grafikere kan ved hjælp af den medfølgende pen bruge skærmen som ergonomisk perfekt digitizer. Foto: Asus

Seriøs hardware

Under det blå metalsvøb, der desværre tiltrækker fedtfingre, som honning tiltrækker hvepse, finder man en sekskerners Intel Core i7-processor (man kan også vælge en ottekerners i9, men så bliver det dyrt!) og et Nvidia GeForce RTX 2060-grafikkort.

Maskinen kommer i forskellige varianter. Den testede havde 16 gigabyte RAM og 512 gigabyte SSD. Men det kan godt betale sig at shoppe lidt rundt. I skrivende stund er det faktisk muligt at finde varianten med dobbelt så meget lagerplads til omtrent samme pris som den testede. Under alle omstændigheder er der tale om mere seriøs hardware, end man oftest ser i maskiner til “alvorlig” brug.

Benchmarks

Intel Core i7-9750H-processoren er “kun” den næsthurtigste lige nu, men en Geekbench-score på henholdsvis 22.689 (multi-core) og 5.126 (single-core) er stadig seriøst hurtigt. Det samme viser Cinebench-testen (112,5 fps/1.151 cb). Og PCMark 10-testen siger med et resultat på 5.153, at ZenBook Pro Duo vil køre alle kontorprogrammer uden at få sved på panden.

Med en Nvidia GeForce RTX 2060-grafikprocessor om bord er der rigeligt med kræfter til 3D-grafik. 3DMark Time Spy-testen kommer ud med en score på 5.776, og den lidt ældre 3DMark Fire Strike får et resultat på 13.177.

Til video og foto

Ydelsesmæssigt er vi faktisk oppe i den bedre halvdel af gaming-klassen, bortset fra skærmene. 4K-skærme med 60 Hz opdatering er ikke det mest indlysende valg til spil, selv om det dog er set før. Men det handler ikke om pauseunderholdning. De mange grafikkræfter gør ZenBook Pro Duo perfekt til kreativt arbejde med billeder og video. Og mange programmer kan desuden udnytte regnekraften i grafikkortet til talknuserarbejde.

Batterilevetiden er kortere end de fleste arbejdscomputere. En time og 25 minutter viser, at to højopløste skærme og kraftig 3D-grafik kræver strøm. Som altid er den praktiske brugstid dog længere end det krævende stresstestprogram. Men tag opladeren med i tasken.

ZenBook Pro Duo UX581 Scenario Photo 12 60799
Foto: Asus

Ikke som nogen anden

Vi plejer gerne at drage paralleller og sammenligne de testede produkter med konkurrenternes, men det er svært at finde nogen anden bærbar, der minder om ZenBook Pro Duo. Men vi er under alle omstændigheder oppe i “Pro” klassen. Lenovo ThinkPad X1 Extreme og Apple MacBook Pro koster begge langt mere, men har “kun” én skærm hver, og de bliver begge overhalet på ydelse. Så i den gamle diskussion om, hvorvidt dette er en “MacBook-dræber”, er svaret ja. Og den spiser andre MacBook-dræbere til morgenmad!

Konklusion

Asus ZenBook Pro Duo UX581 er en maskine for dem, der har brug for at kunne tage hele deres komplicerede arbejdsliv med sig i tasken. Den er lige så hurtig som en stationær – også når det gælder krævende grafiske opgaver. Og den har mere skærmplads, end de fleste har stående på skrivebordet.

Den slags har sin pris, både i kroner og kilo. Økonomisk er der ikke noget at sige til det. Faktisk virker den nærmest billig, når man tager i betragtning, at man får to højopløste OLED touch-skærme og et grafikkort i den bedre ende. Det går til gengæld ud over bærbarheden, da vægten på hele herligheden kommer op over to kg. Alt i alt er der dog tale om en meget vellykket maskine, der fornyer genren.

picture4 ZenBook Pro Duo UX581 Product photo 1A Celestial Blue 12 1 NumberPad Backlit 60794
<
>
Asus ZenBook Pro Duo er lige så lækker, som man forventer til den solide pris. Foto: Asus
Karakter
Asus ZenBook Pro Duo UX581GV-H2004R
High End
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

1 kommentar til “Asus ZenBook Pro Duo UX581GV-H2004R”

  1. “………… at man får to højopløste OLED touch-skærme ……”

    Mig bekendt er det 1 OLED og 1 LCD skærm.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mange bække små

En lille guldklump

Vi har testet Netgears nye populære Wi-Fi 7-mesh

AI gode gange tre

Mesh med Wi-Fi 7 giver bred og lynhurtig dækning

Samsung Galaxy Book 4 Edge er god til studerende og folk på farten

Yoga på den kloge måde

Moderne CPU - gammeldags skærm

Tæt på perfekt begynder-PC

Er PC’en blevet klogere?

Fin computer – sløv skærm

Fire headsets til dit nye kontorliv