Vi har været meget, meget begejstret for Lenovos Yoga-serie af bærbare computere. I 2014 kårede vi Lenovo Yoga 2 Pro som vinder i en test af high-end ultrabooks med konkurrenter som Apples MacBook Pro, ASUS’ Zenbook UX301LA og Dell XPS 13. Ikke mindst på grund af det geniale design med en skærm, som kunne rotere 360 grader om sin egen akse. Det var svært at få armene ned.
I 2015 kom Lenovo så med opfølgeren Yoga 3 Pro, som brillerede med et helt nyt hængsel med en slags urlænke-design, der gjorde maskinen mere fleksibel end nogensinde – Microsofts nye Surface Book, der endnu ikke er blevet lanceret i Danmark, kommer med et hængsel, der minder særdeles meget om Lenovos – men desværre skuffede maskinen fælt på en række andre punkter. Især ydelse og batteritid.
Årsagen var Intels nye Core M-processor, der skulle være specielt udviklet til kraftfulde, men lette ultrabooks, men i langt de fleste tilfælde, hvor den er blevet brugt – selv i Apples nye 12 tommers MacBook – har den været ude af stand til at leve op til forventningerne. Lenovo Yoga Pro 3 var således både dyrere og dårligere end sin forgænger, og vi endte med at give den fire stjerner, hvilket set i bakspejlet egentlig var en stjerne for meget.
Men nu er der sket ting og sager. For Lenovo har lyttet til kritikken og smidt Core M-processoren derhen, hvor peberet gror. Og så har efterfølgeren fået nyt navn, så forbrugerne ikke skal forveksle de kraftige ultrabooks med Lenovos Android-tablets såsom Yoga Tab 3 og Yoga Tab 3 Pro.
Lenovo Yoga 900, som topmodellen nu hedder, fås både med Intel Core i5- og Core i7-processor, og vi har haft fat i det absolutte flagskib, der kommer med Intel Core i7-processor, 16 gigabyte ram og 512 gigabyte SSD.
På de fleste punkter minder Yoga 900 om sidste års Yoga 3 Pro – med samme geniale hængsel, samme højopløste og lysstærke skærm og samme gode lyd, bl.a. på grund af lydoptimerende software fra JBL – men med Intels nyeste Skylake-arkitektur er ydelsen tilbage på et absolut tilfredsstillende niveau, uden at det koster så meget på batteritiden. Faktisk klarer Yoga 900 sig også her bedre end Yoga 3 Pro.
Ellers er det småt med ændringer. Yoga 900 er en lille smule tykkere og tungere end Yoga 3 Pro, men der er tale om den slags forskelle, som man måler i gram og millimeter. Lenovo har nu også omfavnet den nye USB-standard og udstyret Yoga 900 med en enkelt USB-C-port ud over de to USB 3-porte og den ene USB 2-port (kombineret med DC-indgangen), som Yoga 3 Pro også kom med.
Det betyder til gengæld, at maskinen ikke længere har nogen dedikeret HDMI-udgang, så man skal bruge USB-C sammen med en adapter for at koble Yoga 900 til en ekstern skærm.
Alt i alt er Lenovo Yoga 900 den ultrabook, som sidste års Yoga 3 Pro burde have været. Konkurrencen er blevet hård – ikke mindst fra den nye Dell XPS 13, som nærmest har elimineret rammen omkring skærmen – og Yoga 900 er absolut blandt de dyreste Windows-computere på markedet. Vores anbefaling bliver derfor ikke lige så uforbeholden, som da vi lovpriste 2014-modellen Yoga 2 Pro, men med Yoga 900 er Lenovo tilbage på rette spor. Den ros skal de have.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer