annonse
annonse
annonse

Gruppetest: Denon DL-103

Denon DL-103

Klassisk klang fra Denon

Denon DL-103 er hver en krone værd og næsten perfekt som allround-pickup.

Åbent lydbillede med funklende dynamik og skarpt fokus.
Mister lidt af definitionen i diskanten.

Denne japanske konstruktion er ældre end undertegnede. Denon-pickuppen blev lanceret i 1962 og er siden kommet i en lang række varianter. Pickuppen er af Moving Coil-typen og har nærmest fået legendestatus, siden den blev undfanget til broadcast-brug for over 50 år siden.

Denon-pickuppen er let at sætte op og passer stort set til de fleste pladespillere, bortset fra nogle af de mest eksotiske og nervøse tonearme. Den leverer lave 0,3 mV ud og vejer 8,5 gram, og er derfor ikke en ideel partner til de allerletteste arme. Som man typisk finder på de billigste pladespillere på markedet.

Pickuppen har ikke gevind, men skruerne kan monteres uden at fjerne nålebeskytteren, og da det er en MC-pickup, kan man ikke tage nålen af, når den skal monteres.

Nåletrykket skal være 2,5 gram, og den sfæriske nål sporer bedst, når nåletrykket er korrekt indstillet.

Den findes også i en dyrere udgave kaldet DL-103R, hvor spolerne er viklet med kobber af lidt højere kvalitet. En af vores favoritter og udgangspunktet for Musikrafts modificerede version af samme pickup.

Levende lydbillede

Når man lytter til Denon DL-103, er det pudsigt at tænke på, at konstruktionen nærmer sig de 60 år. For den spiller med en sprudlende vitalitet, som mange nyere pickupper savner. Det betyder dog ikke, at den er perfekt. Den mangler luftighed i toppen og kan lyde lidt fladt i diskanten. Men den leverer et åbent og fokuseret lydbillede med stor klangrigdom.

Bassen på Bob Dylans “Man in the Long Black Coat” er veldefineret, og mundharpen knivskarpt gengivet. Lydbilledet er desuden dybt nok til, at der skabes en slags tredimensionalitet, og den dynamiske kontrast er rigtig god.

Der er mere dybde i bassen på Grado Gold 1, men Denon-pickuppen er bedre defineret. Klaverklangen på Toneffs Fairytales har mere klangdybde, og vokalen er bedre fokuseret her. Det samme gælder detaljer, der kommer bedre frem i lydbilledet.

Denon-pickuppen har måske ikke de samme klangnuancer som Audio-Technica, men det er en bedre allround-pickup.

Konklusion

Denon DL-103 er et af de bedste køb i prisklassen. Den kan spille alt og gør det fremragende med et stort, åbent og gennemsigtigt lydbillede. God dynamisk kontrol og hurtig transientrespons gør den til et lille festfyrværkeri på pladespilleren. Et godt valg til dem med en varieret pladesamling, især hvis fokus er på akustisk musik og specielt på jazz og klassisk.

Bedste pris på Denon DL-103
Pricerunner.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.
  • Type: MC-pickup
  • Vægt: 8,5 g
  • Anbefalet nåletryk: 2,5 g
  • Udgangsspænding: 0,3 mV
  • Anbefalet modstand: 100 ohm
  • Compliance: 5 x 10-6 cm
  • Kanalbalance: 1 dB
  • Kanalseparation: 24 dB
  • Frekvensområde: 20 Hz – 45 kHz
  • Web: hifiklubben.dk
Denon DL-103 produktside
Pris: 2199,-

Har du noget at tilføje?

Velkommen til Lyd & Billedes diskussionsforum. Vi vil gerne vide, hvad du mener. Hold dig til emnet og vær saglig, så slipper vi for at slette eller moderere indlæg. Andre spørgsmål eller synspunkter rettes til redaktion@lydogbillede.dk.