TEST: Naim Supernait 3

Naim er ikke som andre hi-fi-producenter. De diskrete produkter ser harmløse ud, og forstærkerne har meget moderat effekt på papiret. Du er derfor lovligt undskyldt, hvis du affejer det som ærkekonservativ britisk hi-fi: “God lyd, men mangler kraft, kontrol og underholdningsfaktor.” Det vil sige, indtil du hører den.

Har man først hørt Naim, er der stor sandsynlighed for, at man falder pladask for lyden. Og så er der ingen vej tilbage. For mit vedkommende har der været mangen en tårevædet afsked med både dyre og mere overkommelige Naim-produkter efter endt testperiode. Og med god grund.

Effekt er ikke alt

Når det gælder forstærkere, er det let at tro, at der er brug for meget effekt for at få ordentlig kontrol over højttalerne. Især store gulvhøjttalere. Det er Naim ikke enig i. De mener, at det meste af dynamikken og livet i musikken kommer fra en god forforstærker. Det, der går tabt i den del af signalvejen, er umuligt at vinde tilbage med en stor, tung effektforstærker.

Hvis man derimod har en rigtig god forforstærker, er det ikke mange watt, der skal til for at få både tryk og engagement.

Af samme grund er det ikke meget effekt, der adskiller den billigste – Nait 5si (11.000 kroner, 2 x 60 watt) – fra den dyreste – Supernait 3 (36.000 kroner, 2 x 80 watt), som er den, vi tester her. I stedet finder man de største forskelle i det nævnte forforstærkertrin, men også i strømkomponenterne. En god strømforsyning kan ikke undervurderes, når man skal konstruere en ordentlig forstærker.

At forbedre en moderne klassiker

Naim havde en klassiker i Supernait 2. Endnu bedre end den første Supernait, og selv om originalens digitale indgange var væk, var den samlede pakke endnu bedre. Og selv om der nu er gået over seks år siden lanceringen af toeren, står den sig fint med hensyn til lydkvalitet.

Kabinettet på Supernait 3 er det samme som på forgængeren; de ser helt identiske ud. Men hvis vi tager et kig på bagsiden, finder vi langt om længe en pladespillerindgang. Forgængeren krævede en separat, fordyrende pladespillerforstærker.

Naim var så tilfredse med forforstærkerdelen på Supernait 2, at der ikke er sket de store ændringer her siden sidst. Den kører stadig ren klasse A og bruges også til at drive hovedtelefonudgangen.

Jeg kan godt afsløre, at den fungerer bedre end på de fleste andre forstærkere. Den har ingen problemer med at drive f.eks. Sennheiser HD 800 S, selv om man altid kan gøre det endnu bedre med en dyr separat hovedtelefonforstærker. Men hvis du er minimalist, går du ikke galt i byen med Naims hovedtelefonudgang.

Bedre effekttrin

Det er først og fremmest i effekttrinet, ændringerne ligger. Transistorerne er erstattet af keramisk isolerede, hentet direkte fra det vilde Statement-sæt. De er af så høj kvalitet, at de eliminerer behovet for ekstra kaskodetransistorer på udgangene, som normalt bruges til at øge den øvre frekvensgrænse.

Ved at springe disse over forenkler man kredsløbet, og i Supernait 3’s tilfælde taler vi om en fordobling af den såkaldte slew rate (“stigetid”). Som beskriver hastigheden for forandringer i udgangssignalet, altså hvor hurtigt forstærkeren formår at levere transienterne i musiksignalet. Hvilket igen er vigtigt for oplevelsen af dynamik og liv i musikken.

Naim er kendt for deres unikke, “hurtige” lyd, og Supernait 3 lover endnu mere af det gode. Plus højere opløsning og mere luft end forgængeren.

Strømforsyning

Supernait 3 har en kraftig strømforsyning til at holde et fast greb om musiksignalet. Ringkernetransformatoren kan trække hele 400 VA fra lysnettet, hvilket er det samme som 400 watt. Ved kun at bruge 80 watt til musiklevering opnår man meget stabil drift fra en strømforsyning, der aldrig får åndenød.

HiCaP DR: Separat strømforsyning

Men det er stadig muligt at opgradere. Fjern overgangskoblingen mellem for- og effektforstærker på bagsiden, og tilslut en ekstern strømforsyning ved navn HiCap DR imellem dem. Den er på 500 VA.

Det vigtigste ved HiCap DR er dog, at man pludselig har helt separat strømforsyning til forforstærker- og effektforstærkertrinet, hvor HiCap DR kører forforstærkertrinet, mens Supernaits indbyggede strømforsyning driver effekttrinet. HiCap DR har ikke bare én, men to spændingsregulatorer på 24 volt hver, en til venstre og en til højre kanal. Alt sammen i renhedens tjeneste.

Det er logisk med separat strøm til for- og effektforstærker, da det ikke kan undgås, at effektforstærkerens strømsult skaber små ujævnheder for forforstærkeren, hver gang den napper i strømforsyningen. Det er ikke meget, men det er klart, at det giver hørbare udslag, når man opererer med så lidt spænding, som der er tale om i forforstærkertrinet, som derefter skal forstærkes.

Ved at give de to helt separate strømforsyninger er man fri for problemet, og Supernait 3 kan i alt væsentligt betragtes som en separat pre/power-løsning.

HiCap DR kan virke som en overpriset opgradering til 12.500 kroner ekstra. Og som det vil fremgå, gør Supernait 3 et rigtig godt stykke arbejde på egen hånd. Men det kan være værd at overveje opgraderingen på et senere tidspunkt.

Supernait 3 og andre komponenter

Til lejligheden har jeg lånt netværksafspilleren NDX 2, der til 52.000 kroner er fuldstændig overkill. Og som om det ikke er nok, kan den også bruge en ekstern strømforsyning i form af XPS-DR, der koster yderligere 42.000 kroner!

Ja, jeg ved, det er vanvid, men Naim anvender DIN-stik til stjernejord og fungerer derfor bedst med andre Naim-produkter, og ved at bruge den bedste afspiller, de tilbyder, ved jeg, at forstærkeren har det absolut bedste udgangspunkt for at blomstre.

I disse corona-tider sidder jeg derhjemme med begrænsede muligheder for at prøve alle mulige højttalere. Men jeg har fået et par Audiovector R3 Arreté kørt hjem til mig, og jeg ved, at Naim og Audiovector er et rigtig godt match. Desuden har jeg mine trofaste, overkommelige (og gamle) Dynaudio Audience 42 fra 2004 med nyligt udskiftede enheder.

Lyden af en aggressiv turbo

Et lille stykke, jeg godt kan lide at starte med, er den lidt hidsige åbning på Stravinskijs Ildfuglen med Minnesota Orchestra dirigeret af Eiji Oue fra 1996. Her er dejlig meget aggressivitet, krævende pauker og messingblæsere. Og her kan vi konstatere, at Supernait 3 vender på en femøre og brøler som en lille kæmpe, når den skal. Som en smidig Bruce Lee tøver den ikke, men leverer musikken strammere end et statsbudget.

Paukerne slår i mellemgulvet, før de forsvinder tilbage, hvor de kom fra. Tunge messinginstrumenter fylder godt i bunden, og der er hele tiden kontrol over det mindste knips på violinerne. Lydbilledet er mere luftigt, end jeg husker fra Naim tidligere.

Jeg ved, at jeg skrev omtrent det samme om Naims streaming-forstærker Uniti Nova, men det var kun, fordi jeg endnu ikke havde hørt Supernait 3. For den fjerner endnu et silkeslør foran musikerne og afslører endnu flere detaljer. Og med et endnu mere klippefast fundament.

Fiona Apples seneste album, Fetch the Bolt Cutters, er en slags blanding af moderne jazz og folk med synkoperede beats. Det er anderledes, indimellem pågående, men stadig fedt at lytte til. Og igen stiller Naim op i musikkens tjeneste, med en dejlig stram aflevering af rytmerne og en superb vokalgengivelse.

Fiona står midt i lydbilledet (okay, når stemmen ikke er optaget i MS-stereo som på titelnummeret), og lyden fra indspilningsrummet breder sig med perfekt placering af de forskellige elementer. Ingen tegn på træghed eller faseskævheder her. Lækkert!

Formel 1

Forstærkeren er som en Formel 1-racer, limet til asfalten og flyvende gennem svingene med et perfekt vejgreb. Et næsten perfekt løb fra ende til anden.

Men ligesom en Formel 1-bil ikke ligefrem er førstevalg til at trække en anhænger, er Naim Supernait 3 heller ikke den, jeg ville vælge, hvis jeg først og fremmest ville have blytunge trommerytmer, der dundrede løs på mavefedtet.

Jeg har allerede sagt, at forstærkeren kan slå fra sig, og det kan den, men da jeg skiftede til Hegel H390 (test på vej) i samme prisklasse, stod det klart, at sidstnævnte havde endnu mere pondus, lidt mere som en monstertruck i forhold til den nævnte Formel 1-racer. Men som i så mange andre sammenhænge er det et spørgsmål om smag og behag.

Eller måske ikke helt. For Naim-forstærkeren kan virkelig køre på med masser af liv og leben, og jeg har hele tiden lyst til at skrue lidt mere op. Hvilket forstærkeren også kan klare. Indtil den ikke kan længere. Men så er det også så højt, at man enten skal have et meget stort rum, meget tungtdrevne højttalere eller være lidt som mig: Jo renere og bedre lyd, jo større trang til at skrue op.

En anden forstærker, der både er hurtig og smidig, er Devialet Expert 140 Pro, og den har også mere effekt end Naim. Desuden har den digitale indgange og indbygget streaming.

Men hvor Devialet også lyder opløst og “korrekt”, og har stramme rytmer, har Naim-forstærkeren noget X-faktor, som er svært at beskrive. Måske fordi den er helt analog. Devialet er mere analytisk og kirurgisk i sin fremtoning, hvor jeg nok vil hævde, at Naim lyder mere “musikalsk”, hvad det så end betyder.

Med HiCap DR ekstern strømforsyning

36.000 kroner er mange penge, og hvis man smider yderligere 12.500 for mere strøm, begynder det virkelig at svide. Så snakker vi små 50.000 kroner uden lydkilde, og hvis man så også har brug for en digital lydkilde, kommer man hurtigt op på 75.000. Så er vi i Hegel H590-land, men også McIntosh MA8900. Hvis du kan klare dig uden tonekontroller, koster MA7200 omtrent det samme som Naim Supernait 3 plus HiCap DR, og så får du digitalindgange med i købet.

De har alle sammen flere kræfter end Naim. Men er det nødvendigvis bedre? Tjah…

Man kan bruge en lidt søgt analogi, nemlig at man ser en klippe stikke op af havet, men ville ønske, at den var større. En måde er at udvide klippen og gøre den fysisk større. Det er de kraftigere forstærkere. Men en anden måde er at sænke havoverfladen i stedet. Fjerne vandet – støjgulvet – som forhindrer klippen i at vise hele sin top i første omgang. Det er det, Naim er så gode til, og som Supernait 3 gør særlig godt.

Sammen med HiCap DR vil jeg påstå, at lyden fra Supernait 3 er meget tæt på lydkvaliteten fra den todelte løsning med NAC-N 272 og NAP 250 DR. Og det er lidt af en bedrift.

Hovedtelefoner og pladespiller

Jeg har nævnt, at både hovedtelefonudgangen og pladespillerindgangen er rigtig gode. Og med pladespilleren Pro-Ject Debut Carbon Esprit opgraderet med en Ortofon 2M Black-pickup fremstår lyden med en gnist og en dynamik, som jeg sjældent har hørt fra denne pladespiller. Ane Bruns “These Days” har flot bas med et godt fundament og præcis percussion.

Jo, der er mere dybbas og tredimensionalitet, når jeg streamer samme nummer i tabsfri kvalitet fra Tidal, men det er så godt, at jeg ikke vil hænge mig i vinylformatets svagheder.

Og hovedtelefonudgangen er mere end kapabel nok til at drive mine Sennheiser HD 800 S, som ikke er lette at få til at lyde godt. Det kan hurtigt blive tamt og livløst, men Naim får lige nok ud af det vigtige basområde, til at de blomstrer med lidt ekstra varme i klangbunden. Jeg kan godt pakke min Auralic Taurus væk et stykke tid.

Konklusion

Med Supernait 3 har Naim lavet den bedste integrerede forstærker, vi har hørt fra den kant. Den er lynhurtig, musikalsk til fingerspidserne og leverer lyden med en sådan præcision, at man næppe vil tro det, før man hører det. Det er utroligt, hvad man kan få ud af 80 watt! Helt klart prisen værd – og lidt til.

Den kan opgraderes med en ekstern strømforsyning. Det bliver væsentlig dyrere, og vi forstår godt, at folk vil vægre sig. Det lyder jo glimrende i forvejen. Men opgraderingen fjerner endnu et slør, og subjektivt føler man, at forstærkeren bliver endnu kraftigere. Og så er det en billigere opgradering end at sælge forstærkeren på brugtmarkedet for at købe noget endnu bedre, og i det lys er det ikke så galt.

Strømforsyningen HiCap DR er en så markant opgradering, at den bør overvejes på et tidspunkt.

Supernait 3 har ingen digitale indgange. Det kan let ses som et minus. Men her har Naim gjort en pointe ud af at holde det helt analogt. De vil ikke have nogen digitale kredsløb, der forstyrrer de analoge.

De har finjusteret og trimmet forstærkeren til at yde sit allerbedste, og hvis vi skal tro Naim, ville et digitaltrin have spoleret det. Hvilket er grunden til, at det fandtes i første generation, men blev fjernet i Supernait 2 og heller ikke genintroduceres nu. Vi må bare vælge at tro dem.