TEST: HiFiMAN Sundara

Selv om HiFiMAN ikke er det hovedtelefonmærke, der oftest havner på vores testbænk, så kan vi lide det meste fra den kant, og den kinesiske producent har et sortiment, der favner bredt.

Mit sidste møde med HiFiMAN var HE-400i, som gjorde rent bord, da jeg i 2016 testede dem mod ni andre hovedtelefoner i prisintervallet op til 5.000 kroner. De blev sat op mod både Sennheiser, Beyerdynamic, Audio-Technica og Shure såvel som flere andre, men ingen af dem kunne hamle op med HiFiMANs udsøgte balance mellem dynamik og varme. De var musikalske og samtidig noget, en studietekniker kunne arbejde med.

Test: 10 magiske hovedtelefoner

På det seneste er HE-400i og søskendemodellen 400s blevet erstattet af Sundara. HiFiMAN er nemlig blevet trætte af tal i navnene og er begyndt at erstatte dem med mere fængende ord.

Sundara betyder i øvrigt smuk på sanskrit, og i mine øjne er de en forbedring i forhold til 400i. For hvor forgængeren havde en ret kantet hovedbøjle, der stak ud på ydersiden af hovedet, er bøjlen på Sundara afrundet og mere harmonisk. Selve ørekopperne er velvoksne af størrelse for at få plads til 80 mm store planmagnetiske drivere (“højttaler-enheder”).

Test: Questyle Audio CMA600i – hovedtelefonernes redning

Planmagnetiske

For HiFiMAN laver ikke traditionelle, dynamiske hovedtelefoner, men snarere en mellemting mellem disse og elektrostater. Ligesom elektrostater har de et tyndt ark af vibrerende plasticfilm, der hænger mellem to metalplader. Forskellen er, at mens elektrostater sender strøm gennem disse, er de magnetiske i planetmagnet-driverne.

Fordelen i forhold til elektrostater er, at de ikke kræver ekstern strøm og dermed fungerer med en almindelig hovedtelefonudgang. Og at de planmagnetiske drivere er billigere, omtrent på linje med de bedste dynamiske drivere.

Pasform

Ørepuderne i Sundara er i kunstlæder, mens selve kontaktfladen mod hovedet er behagelig velour. Sundara sidder lidt strammere mod hovedet, end jeg kan huske fra 400i. Om det har noget at gøre med, at de vandrette hængsler er fjernet, ved jeg ikke, men jeg kan mærke et fastere greb med Sundara.

Noget problem er det ikke, og jeg kan bedre lide komforten end på flere af Audio-Technicas modeller, som har sidehængsler, men mangler lodrette hængsler. Desuden er den faste pasform en fordel, hvis man ikke sidder helt stille, når man hører musik. De falder nemlig ikke af.

Ikke til bærbar brug

Da det er åbne hovedtelefoner, vil man næppe bruge dem meget til bærbar brug. De lækker for meget støj ind og for meget musik ud. En anden grund til, at de fungerer dårligt på farten, er den relativt lave følsomhed på 94 dB. Lyden fra mobilen er simpelthen ikke høj nok.

Hvorfor HiFiMAN så lader, som om det er bærbare hovedtelefoner, ved at supplere dem med en ynkelig 1,5 meter ledning, aner jeg ikke. Kablet på forgængeren målte det dobbelte, og det er vigtigt, når man sidder i lænestolen med hovedtelefonerne koblet til en forstærker, der står et stykke væk.

Heldigvis er kablet udskifteligt og har helt almindelige 3,5 mm stik (TRRS) til venstre og højre ørekop. At finde en erstatning er dermed en forholdsvis simpel sag. Jeg kunne alligevel godt have ønsket, at HiFiMAN var generøse nok til at vedlægge en længere ledning plus en adapter fra 3,5 til 6,3 mm stik. Igen er det ikke hovedtelefoner til bærbar brug! Min påstand.

Lydkvalitet

Koblet til min mobiltelefon (Motorola moto G6 Plus) og skruet helt op lyder det noget tyndt. Cardi B’s “Please Me” har nærmest intet tryk i bassen; det lyder fladt og uengagerende. Man kan høre, at kvaliteten er der, men man får ikke lyst til at stampe takten. Men slut en Chord Mojo bærbar forstærker til, og det er straks en helt anden sag.

Noget andet bliver det også med hovedtelefonudgangen på den integrerede McIntosh MA7000. En varm, frodig bas åbenbarer sig, og lyden er behagelig og musikalsk. Bassen kan virke lidt overvældende her, indtil jeg kobler min nyindkøbte hovedtelefonforstærker Auralic Taurus til. Så sidder det! Bassen er strammere og er nu en naturlig del af helheden. Den har også mere energi i bunden, og Cardi B’s stemme træder virkelig frem fra bagtæppet.

Björks fine “Blissing Me” har en harpe som hovedinstrument, og den skinner flot i toppen. Björks stemme er klar og åben, og har stor fylde nedad, som Sennheisers lukkede HD 820 til 15.000 kroner godt kan glemme.

Alexis Ffrenchs klaver på den fine “Bluebird” klinger stort og flot. De dybe toner er mere fyldige end med Sennheiser HD 800 S, uden at det kammer over og bliver svulstigt. Hvilket f.eks. Audeze LCD-2C har en tendens til.

Jeg synes, at Sundara har mere energi i dybbassen, end jeg kan huske fra HE-400i, og de formår endnu bedre at kombinere det hi-fi-musikalske med det analytiske, hvilket gør, at også lydteknikere kan bruge dem. De er en underholdningsmaskine og samtidig sandfærdige nok til, at man tror på det, man hører.

Det er ikke det store, jeg savner. HiFiMAN Sundara er nok lidt forsigtige i den øvre mellemtone (2-3 kHz), hvilket gør, at man fjerner lidt skarphed, men også at stemmer godt kunne have haft lidt mere tryk og gnist i det lyseste resonansområde. Men både rum, detaljer og dynamik er på plads – vigtigt for musikoplevelsen.

Man får ikke helt hurtigheden fra elektrostater, men det er stadig bedre end de fleste dynamiske hovedtelefoner, jeg har hørt. Og til prisen er Sundara et fund!

Konklusion

HiFiMAN Sundara kombinerer det musikalske med det neutrale på en måde, som få andre formår. Tonerne er fjerlette, transienterne ultrahurtigt leveret, og samtidig er bassen fyldig og hårdtslående. Sangstemmer har stor resonans kombineret med en luftighed, der er få forundt.

Du får næppe denne lyd med et par dynamiske hovedtelefoner. Men det er kun, hvis du parrer Sundara med en ordentlig hovedtelefonforstærker. Glem bærbare afspillere, bortset fra de allerkraftigste, der er beregnet til tungtdrevne hovedtelefoner. Allerhelst skal de have en ordentlig stationær forstærker, og så er det fjollet, at der kun er en ledning på 1,5 meter.