TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Test: Klipsch Heritage HP-3

Fuld tænding i ørerne

Ikke alene er HP-3 de dyreste hovedtelefoner fra Klipsch nogensinde. De er også noget af det lækreste, vi længe har hørt.

Af / 15/03/2018 - 02:20
Klipsch Heritage HP-3

Lyd & Billede mener

  • Den fyldige og dejlige klang overgås kun af den ekstreme dynamik og spilleglæde. Ovenikøbet kan HP-3 parres direkte med mobilen.
  • Prisen er ikke til at komme uden om.

Hovedtelefoner til 13.000 kroner er ikke hverdagskost. Endnu mere specielt er det, at de kommer fra en producent, der ikke er kendt for hovedtelefoner. For selv om Klipsch efterhånden har nogle modeller på samvittigheden, er det højttalere, den amerikanske producent først og fremmest er kendt for. Nærmere bestemt hornhøjttalere.

Fordelen ved hornhøjttalere er, at de kan spille højlydt og fysisk næsten uden at trække kraft fra forstærkeren. Mest kendt er den legendariske Heritage-serie, som omfatter gamle, klassiske højttalermodeller, der stadig produceres. Den ældste, den gigantiske Klipschorn, blev første gang produceret i 1946 (!), og i dag – over 70 år senere – laves den stadig i så godt som uændret udgave.

Nu vil Klipsch banke Heritage-lyden lige ind i vores ører med hovedtelefonerne HP-3. Ligesom deres højttalerkabinetter er ørekopperne lavet af massivt træ. Ørepuderne i ægte læder er tykke og gode, og der medfølger to ledninger af forskellig længde med flettet stofstrømpe. Hovedtelefonerne både føles og ser dyre ud ned til mindste detalje.

Klipsch Heritage HP 3 walnut 31078
Heritage HP-3 er virkelig elegante med ørekopper af ægte træ. Præcis ligesom højttalerkabinetterne i Heritage-serien. (Foto: Klipsch)

Halvåbne

HP-3 er en semi-åben konstruktion. Det betyder, at de er bygget som lukkede hovedtelefoner, men en del af bagsiden – svarende til størrelsen af driveren – er åben.

Ideen er, at man får en mere fysisk basgengivelse svarende til den, der opnås med lukkede hovedtelefoner, men med ventilation, der giver friere dynamik og en renere og mere åben diskantgengivelse, som vi kender det fra åbne hovedtelefoner. Med andre ord et forsøg på at give os det bedste fra begge verdener.

Annonce

Driverne i HP-3 er store – hele 52 mm, hvor mange konkurrenter har 40 mm. De er ikke omgivet af en gummiring, men har et såkaldt “free-edge design”, hvor de er fæstnet direkte til rammen. Det skal give klarere lyd med mindre farvning, og Klipsch hævder at levere et lydbillede på niveau med deres bedste højttalere.

Effektiv drift

Impedansen er kun 25 ohm. Sammen med en generøs følsomhed på 98 dB med én milliwatt forstærkerkraft gør det, at hovedtelefonerne kan spille mere end højt nok med mobilen. Men det er klart, at hvis man betaler 13.000 kroner for et par hovedtelefoner, vil man gerne have dem til at yde deres bedste, og det gør de med en god forstærker. Klipsch tilbyder selv Heritage Headphone Amplifier, som kan blive din for ca. 5.000 kroner ekstra.

HP-3 kræver ikke en masse kraft for at spille højt. Alligevel kan de tåle vanvittige 1,8 watt. Hvilket skulle betyde, at de kan dundre løs med et lydtryk på op til 130 dB uden at gå i stykker. Hvilket igen betyder, at hørelsen ryger længe før hovedtelefonerne!

Klipsch Heritage HP 3 Graabein 31075
Ordentlige hovedtelefoner gør kontorarbejdet mindre kedeligt. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Bærekomfort

Trods en vægt på hele 440 gram sidder hovedtelefonerne behageligt på hovedet. Jeg har kunnet sidde med dem i timevis i træk. De sidder fast, men klemmer ikke, og at de er ventilerede, bidrager med luft, så man ikke bliver svedig om ørerne.

Lyden af Heritage HP-3

Med amerikanske hovedtelefoner er det fristende at starte med rigtig amerikansk musik, nærmere bestemt det alternative country-band Wilco og deres album Being There, som for nylig er udkommet i audiofil MQA-udgave. Nummeret “Monday” swinger seriøst, med seje blæsere plus guitarer med dejlig beskidt country-vræng.

På HP-3 er lydbilledet fuld af dynamik og liv, trommerne sidder som støbt, og Jeff Tweedys stemme formidles med glimt og gnist. Hovedtelefonerne har en rosenrød varme over sig, ligesom Klipschs højttalere er kendt for. Det får rørklangen fra guitarforstærkerne frem på eksemplarisk vis.

Visse “varme” hovedtelefoner lyder indelukket i diskanten, men Klipsch har formået at balancere det rigtig godt. Tværtimod er der en vanvittig dynamik, som også forplanter sig til bækkenerne, den ekstremt kække lilletromme og tamburinen, der indimellem kommer ind i det livagtige lydbillede.

For en ordens skyld: Lydkilden er nu min iPhone 6S Plus uden nogen form for ekstern forstærker eller digitalkonverter. Man behøver nemlig ikke mere, for HP-3 er så lette at drive, at man kan investere de 13.000 kroner uden at bekymre sig om yderligere udstyr.

Klipsch Heritage HP 3 stand 31079
De lækre hovedtelefoner skal selvfølgelig vises frem, når de ikke bruges. Derfor følger der et lige så lækkert bordstativ med. (Foto: Klipsch)

Hovedtelefonforstærker

Det vil sige, indtil man har hørt HP-3 gennem en ordentlig hovedtelefonforstærker. For med Klipschs egen Heritage til ca. 5.000 kroner åbner det sig mere i toppen, lydbilledet bliver større og mere luftigt, og flere detaljer kommer frem, lige så klart som uanstrengt. Og så er der kraften.

Med det underholdende psytrance-nummer “She Zoremet” af Infected Mushroom smælder det hårdt i stortrommen, mens vokalerne masserer trommehinderne. Forstærkeren understreger den varme Klipsch-bas yderligere og er et glimrende match.

Du får ikke helt samme detaljerigdom i mellemtone og diskant som med Chord Hugo 2 eller hovedtelefonudgangen på Hegel Röst, men Klipschs forstærker er kraftigere end sidstnævnte og væsentlig billigere end Chord. Den har den X-faktor, som Pioneer U-05 mangler, idet den bibringer andet og mere end bare at forstærke lydsignalet. Heritage-forstærkeren tilføjer noget særligt, men i så lille dosis, at det opfattes som noget positivt.

Klassisk musik lyder også helt fint. Hør f.eks. Beethovens 5. symfoni med Wienerfilharmonikerne under ledelse af Carlos Kleiber. Nyligt renoveret i MQA og tilgængelig via streaming fra Tidals Master-bibliotek. Bas-instrumenterne er store og tunge, og paukerne slår tungt og lækkert uden at blive pågående.

Messingblæserne er ikke helt så aggressive og jagende som på mere neutrale hovedtelefoner – såsom Beyerdynamic DT 1770 Pro – men samtidig er lyden endnu mere livlig hos Klipsch.

Heritage Headphone Amplifier B 31076
En hovedtelefonforstærker er ikke nødvendig, men kan klart anbefales. Det perfekte match er Klipsch Heritage Headphone Amplifier. (Foto: Klipsch)

Konklusion

Hvis du vil have rå og uhæmmet spilleglæde med en rødmende varme, der får ethvert stykke musik til at massere øregange med fyldig bas og store, frodige instrumenter, så går du ikke galt i byen med Klipsch HP-3. Og selv om de har en lydsignatur, skal du ikke tror, at de ikke får selv de mindste detaljer i lydbilledet frem. For det gør de. Det, de ikke gør, er at levere lyden helt nådesløst neutralt som Sennheiser HD 800 S og Audeze LCD-X.

Det bedste er, at HP-3 fungerer godt direkte i hovedtelefonudgangen på en smartphone. Dermed kan du strengt taget droppe forstærkeren, og så virker 13.000 ikke helt så vanvittigt. Men selvfølgelig: Hvis du tilslutter en forstærker, vil du ikke fortryde det.

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Årets bedste tilbud

Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

4,- / for 4 uger
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

AirPods har aldrig været bedre

Google kan godt lave hi-fi

De smarteste hørepropper fra JBL

Vi har testet de vildeste hovedtelefoner fra B&O

Her får du meget for pengene

Åbne er bare bedre – men også dyrere

Lukket design møder åben lyd

Dåseåbneren

Skarpt skyts i premiumklassen

Seks førsteklasses hovedtelefoner: Hvem snupper tronen?

ANC-hovedtelefoner med et ekstra trick

Ungdommelige hovedtelefoner gør rent bord