TEST: Stax SR-009s

Musik er et fantastisk fænomen. Som forener alle sanserne. Giver os billeder uden syn. Tager os ind i et helt andet univers. Det abstrakte. Og de allerbedste hi-fi-komponenter har en evne til ikke at være i vejen og lukke os endnu længere ind i denne magiske virkelighed, som vi kalder musik.

Hovedtelefoner er ingen undtagelse, og her har man desuden fordelen af at fjerne lytterummets forvrængning fra regnestykket – og i stedet pumpe musikken direkte ind i os via trommehinden.

Går deres egen vej

På et marked, der flyder over af hovedtelefoner, er det befriende, at nogen formår at skære igennem og sige: Sådan skal det gøres. Stax er afgjort iblandt dem. Den japanske producent har altid tænkt anderledes, lige siden de lancerede verdens første elektrostatiske hovedtelefoner i 1960. Det er næsten 60 år siden, og Stax sværger stadig til det samme princip. Noget må de have gjort rigtigt fra begyndelsen.

I hvert fald at dømme efter mellemmodellen SR-L700.

Nu er Stax’ tidligere topmodel SR-009 blevet erstattet og forfinet, og har fået et lille s i slutningen af navnet. Og da Stax ikke laver billige hovedtelefoner, må topmodellen nødvendigvis blive en meget dyr sag. Med kun de bedste og dyreste materialer.

Og når du har købt hovedtelefonerne, er du i øvrigt kun halvvejs i mål. Elektrostatiske hovedtelefoner har nemlig også brug for en forstærker. Og da kun det bedste er godt nok, bliver den samlede sum pludselig mere end fordoblet, når du har punget ud for en SRM-T8000 rørforstærker.

Hvad er elektrostater?

Så hvad er elektrostatiske hovedtelefoner? Jo, sammenlignet med dynamiske drivere (“højttaler-enheder”), hvor en relativt tung membran er fastgjort til en elektrisk svingspole, som skubbes frem og tilbage af et magnetfelt, fungerer elektrostater ret anderledes.

Membranen i en elektrostatisk enhed er et supertyndt stykke termoplast (PET), kun nogle få mikrometer tykt. Det er fastgjort mellem to strømførende plader, en negativ og en positiv. Hele membranen drives frem og tilbage med det elektriske signal, hvilket skaber akustiske lydbølger. Hvor en dynamisk driver anvender en strømførende “mellemmand”, som igen drives mekanisk af et magnetfelt, bevæges membranen i en elektrostatisk driver altså direkte af det elektriske musiksignal. Ingen omveje her, men den korteste mulige signalvej.

Fordele og ulemper

Fordi elektrostater er så lynhurtige, har de enorme fordele, når det gælder om at gengive de små, mikrodynamiske nuancer i musikken. Detaljeringsevnen er ekstrem i forhold til selv rigtig gode dynamiske hovedtelefoner.

Elektrostater følger lynhurtigt med musiksignalet, med maksimalt vejgreb i svingene. Bruger vi den samme bilanalog på dynamiske hovedtelefoner, er de mere som en luksusbil med bløde dæmpere: Behagelig at køre, men ubrugelig på Formel 1-banen.

Du må derfor have os undskyldt for at bruge netop Formel 1- analogien i vores beskrivelse af de fremragende dynamiske Focal Utopia.

Ulempen er som regel, at elektrostater normalt ikke kan drives lige så langt. De fleste har ikke slaglængde nok til at spille helt så højt og kraftigt som de dynamiske. De fleste.

Har brug for egen forstærker

En anden ulempe ved elektrostatiske drivere er, at de kræver en separat forstærker. Du kan godt glemme at koble den slags hovedtelefoner til din mobil eller nogen af dine eksisterende hi-fi komponenter.

En almindelig hovedtelefonforstærker er ubrugelig på elektrostater, og en hovedtelefonforstærker til elektrostater kan heller ikke bruges til at drive almindelige hovedtelefoner (der findes nogle hybrider, men de er i virkeligheden to forstærkere i én). Derfor er stikket på elektrostater også helt anderledes, nemlig et 5-pin DIN-stik. Dermed undgår man at tilslutte forkert, hvilket kan beskadige både forstærker og hovedtelefoner.

Læs også: Test af hovedtelefonforstærkeren McIntosh MHA150 – Vanviddet fortsætter.

Det bedste af det bedste

I 2011 lancerede Stax topmodellen SR-009. Det var i øvrigt også den sidste flagskibsmodel, de lavede, før virksomheden blev købt af kinesiske Edifier. De havde en helt ny, ultratynd (under 2 mikrometer!) membran lavet af såkaldt Super Engineering Plastics, som er polymerer af højeste kvalitet, hvad angår slidstyrke og varmetolerance.

Elektroderne var lavet så tynde og flade som overhovedet muligt og bestod af supertynde lag af metal, skåret ud med en nøjagtighed på atomniveau. Hele konstruktionen var samlet i en heftig aluminiumramme. Dejlige hovedtelefoner på alle måder.

Nu er erstatningen her, i form af 009s. Den proces, der glatter kanterne på elektrodeåbningen ud, er yderligere raffineret, hvilket reducerer luftmodstanden og lader lyden slippe endnu lettere igennem. Alt sammen for at minimere forvrængning og maksimere det musikalske udbytte. De ultratynde elektroder er desuden belagt med guld af høj karat for at minimere resonanser.

En bonus ved guldbelægningen er, at den elektriske modstand reduceres, hvilket åbner for endnu bedre hurtighed og detaljeringsevne. Ifølge Stax selv.

I lighed med forgængeren anvender SR-009s et kabel med superrent kobber (6N), belagt med sølv.

En smuk kreation

At få SR-009s til test er nærmest et tårevædet øjeblik. Fra den gennemførte trækasse til de superbehagelige læderørepuder, der indkapsler ørerne helt, og hovedbåndet i læder, der giver toppen af hovedet et godt, lunt kram. Det knap halve kilo føles slet ikke tungt.

Detaljerne i aluminium og nedtonet guld er prima, og alt oser af luksus. Hele konstruktionen er uangribelig, undtagen på ét punkt: Hovedbøjlen i plast. Ganske vist førsteklasses plast, som har den fordel frem for metal, at det er meget resonansfattigt. Men alligevel, i forhold til HiFiMAN HE-1000 v2 (test på vej) med deres aluminiumbøjle giver Stax-bøjlen ikke samme luksusfølelse. Men nok om det. Det er tid til en prøvetur.

Verdens sejeste jazzdame

Når det gælder blues og jazz, finder man næppe en mere cool dame end Melody Gardot. Som kan være sårbar, når hun vil – hør bare “Our Love Is Easy”, der er indspillet i Paris i 2012 og åbner albummet Live In Europe, som hun udsendte sidste år.

På Tidal findes den i Master-version (MQA, 24 bit/48 kHz). Jeg afspiller fra Roon på pc gennem Hegels high-end-DAC HD30 (understøtter ikke MQA, men Roon dekoder og sender 96 kHz ud). DAC’en er sluttet til Stax SRM-T8000, som igen driver hovedtelefonerne. En rig til omkring 100.000 kroner – før kabler og computer kommer ind i billedet. Nå ja, så jeg har også en IsoTek Corvus strømrenser koblet til det hele. Nej, det er ikke noget at grine af – det virker. Forskellen med og uden er tydeligt hørbar med Stax-systemet.

Enorm lyd

Men tilbage til musikken, som det jo egentlig handler om. Fingerspillet på de akustiske nylonstrenge, placeret lidt til venstre, i begyndelsen af nummeret har god snert, samtidig med at tonen fra hver streng er stor. Det lyder næsten som en cello, der spilles pizzicato: jeg måtte lige tjekke en amatøroptagelse på YouTube for at konstatere, at det var rent faktisk var Gardots akustiske guitar, der blev trakteret. Efterklangen breder sig udad, og man drukner i et fantastisk velopløst klangbillede, fuld af farver.

Guitaren får kun lov til at spille alene i 15 sekunder, men det føles som et lyksaligt år. Så kommer Melodys forsigtige nynnen ind, og jeg mærker hårene rejse sig på ryggen.

Et halvt minut inde i sangen kommer den første tekststrofe, og allerede her mærker jeg, at det næsten er for meget. Jeg begynder næsten at græde, så smukt lyder det. En fantastisk, skrøbelig sang, som bygges op og op, men som selv når alle instrumenter er kommet på plads – elbas, elektrisk guitar (med enorm sustain), tromme-whiskers og saxofon – stadig ligger og lurer.

Jeg havde aldrig lagt mærke til, at dette nummer har så mange skift og detaljer, som da jeg hørte det første gang med Stax 009s. Timingen er så god, lyden så fjerlet og super transparent, at jeg næsten tror, jeg har fået ny hørelse. Alt hænger perfekt sammen, fra den dybeste bas (5 Hz!) til de lyseste overtoner.

Exceptionel bas

Hvor elektrostater gerne har det med at være fantastisk afslørende og gennemsigtige fra den øverste bas og opad, så mangler de ofte fylde og slagkraft nedad i basområdet. Og som nævnt kan man ikke spille så højt på dem. Men sådan er det ikke med SR-009s. Bassen er så klangrig, samtidig med at den er fysisk, at der ikke er et tema. Og dynamikken er superb, også når man spiller højt.

Okay, man kan drive et par dynamiske hovedtelefoner som Sennheiser HD 800S endnu længere med en ordentlig forstærker, men man skal være meget krævende (eller tyk mellem ørerne) for at have bruge for at skrue mere op, end man kan med 009s. Igen: Det er ikke noget tema.

Et nummer, som de fleste af os nok er trætte af nu, nemlig Norah Jones’ Sunrise, gav mig en seriøs aha-oplevelse. De nævnte HD 800S giver noget af det bedste stereoperspektiv, jeg har hørt fra hovedtelefoner. Men så kommer Stax 009s og blæser dem af banen. Især omkring 20 sekunder inde i sangen høres en klavertangent, som på Sennheiser kommer ud i siden. Men på Stax strækker den sig bagud og med mere luft rundt om og mellem tonerne. Og det er godt gået, for der er ikke mange, som kan slå Sennheiser i denne disciplin.

Klassisk

For at få det yderligere bekræftet tager vi skridtet videre til klassisk. Nærmere bestemt Tjajkovskijs Svanesøen, indspillet i 1997 af Boston Symphony Orchestra under ledelse af Seiji Ozawa og siden remastered i MQA 24 bit/48 kHz master-kvalitet. Jeg siger det, så du kan finde den, for det er udsøgt.

Spor nr. 5, introduktionen til første akt, har både harpe, strygere og messingblæsere. Alt sammen i et lydbillede, der er mere rumligt og omsluttende, end jeg tror, jeg har hørt fra nogen hovedtelefoner før. Hvert harpeklimp og tværfløjtepust har så perfekt stop og start, og hvert instrument er så fantastisk godt placeret, at magisk er det tætteste, jeg kan komme på at beskrive det.

Rock

Kan Stax også spille rock? Sagtens. Nine Inch Nails’ hårdtslående Please er et godt eksempel på, at der ikke er noget galt med rock-evnerne. Trommerne slår så hårdt, at det kan mærkes i kraniekassen, og samtidig er lyden så velordnet, luftig og opløst, at jeg også her, med heftig industrial metal, sidder og hører detaljer, som jeg ikke har lagt mærke til før.

Det er, som om man troede, at man hjemme i Oslo vidste, hvordan stjernehimlen så ud, og så slår telt op i Atacamaørkenen i Chile og ser, hvordan stjernerne virkelig kan åbenbare sig uden lysforureningens slør. Så gode er Stax-hovedtelefonerne.

Svagheder?

Har Stax nogen svagheder? Tja. Nogle vil måske mene, at de lyder lyst. Og ganske vist stiger de gradvis i styrke op til 1 kHz. Så de har måske lidt lidt energi i de dybeste oktaver. Men med elektrostater er det smart, da for meget energi i basområdet ville have gjort, at det samlede lydniveau kunne blive for lavt. Og jeg synes faktisk ikke, at der er for lidt bas her. Der er plenty.

Desuden kompenseres der ved at trække det skarpe mellemdiskantområde lidt ned, så det aldrig bliver hårdt og generende at lytte til. Hvis man ser på frekvenskurven, er SR-009s derfor ikke de mest lineære, vi har set, men Stax har fået helheden til at sidde så godt, at hovedtelefonerne alligevel opleves som noget nær så tæt på perfekt, som det er muligt at komme. Ikke mindst på grund af exceptionel timing.

De konkurrerende elektrostatiske hovedtelefoner MrSpeakers Voce (test på vej) lyd varmere og mere fyldigt, men også mørkere, mindre opløst og uden samme stereoperspektiv. Og de er også langt mere tungtdrevne. Dynamiske hovedtelefoner kan spille højere og kraftigere med en mere potent forstærker, men som jeg ser det, er det ikke nødvendigt. Stax går mere end højt nok.

Man kan godt finde dynamiske hovedtelefoner med heftigere bas (Sony MDR Z1R er blandt de mere ekstreme), men de er ikke nærheden af Stax’ præcision. De eneste hovedtelefoner, jeg har hørt, der nok er endnu bedre, er Sennheiser HE-1. Men de tæller ikke rigtig, for de koster næsten en halv million …

Overprissat forstærker?

Det eneste, jeg sætter spørgsmålstegn ved, er forstærkeren T8000. Jovist er den god, men mon ikke den er lidt højt prissat til 48.000 kroner? Man kunne selvfølgelig sige det samme om hovedtelefonerne, men i betragtning af, hvor magisk de lyder – bedre end noget stereoanlæg, jeg har hørt – tror jeg faktisk, at Stax har ramt rigtigt på prisen.

Det er ikke lykkedes mig at få nogen konkurrerende forstærkere at sammenligne med, da ingen almindelige hovedtelefonforstærkere kan drive elektrostater. Men jeg venter på en AudioValve Luminare, som til 24.000 kroner skulle kunne give Stax konkurrence. Vi får se.

Konklusion

Stax SR-009s er – med én alt for dyr undtagelse – det bedste, jeg nogensinde har haft æren af at have på hovedet. Komfortmæssigt er de helt i top, og lyden er endnu bedre! Hver eneste mikrodetalje står tydeligt frem, hvert anslag, hvert plink og plonk er så sprødt og så godt placeret i det tredimensionelle lydbillede, at det næsten virker urealistisk at beskrive. Lyden er naturlig og superopløst, ja, simpelthen fantastisk. Og så har hovedtelefonerne også godt med power at byde på, hvilket betyder, at de ikke går af vejen for rock og metal.

Du kan nok finde mindre overprissatte forstærkere end den topmodel, Stax tilbyder. Som vil fungere glimrende med disse hovedtelefoner. Men hvis du af en eller anden grund har et budget på omkring 75.000 kroner, så sørg i hvert fald for, at hovedtelefonerne hedder Stax SR-009s.