Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

iPhone 5S og 5C er lanceret

Fra Apples hovedkvarter i Cupertino har topchef Tim Cook netop nu lanceret Apples nyeste iPhone-modeller.

Skrevet af / 10/09/2013 - 20:17
iPhone 5S og 5C er lanceret

Selvom Steve Job’s afløser som Apple-topchef, Tim Cook, for nogle måneder siden udtalte, at man fra firmaets side ville stramme op omkring sikkerheden for at undgå de mange rygter og læk om kommende Apple-produkter, så var der alligevel ikke meget nyt under solen, da Tim Cook for godt en time siden gik på scenen i det store auditorium, den såkaldte Town Hall, i Apples hovedkvarter i Cupertino for at præsentere årets iPhone-modeller.

Langt de fleste af nyhederne havde vi nemlig gættet os til på forhånd. Vi vidste blandt andet, at den nye iPhone 5S ville få fingeraftrykslæser, og budgetmodellen iPhone 5C blev allerede afsløret i juni måned. For få uger siden fik vi oven i købet krystalklare billeder og video at se af den nye budget-iPhone.

Ikke desto mindre var vi selvfølgelig spændte, da tæppet her til aften præcis klokken 19 gik for Tim Cooks præsentation, som vi fulgte til et Apple-arrangement i den nye Apple Store i Berlin via live-streaming fra Californien.

Den store nyhed er blød
Og her lagde Tim Cook ud med at præsentere Craig Federighi, Apples chef for software-udvikling, som skulle tale om Apples nye mobile operativsystem, iOS 7, som både har fået et helt nyt design og masser af nye funktioner. Det blev præsenteret første gang allerede for tre måneder siden i forbindelse med WWDC 2013 i San Francisco, hvor Lyd & Billede var til stede som det eneste nordiske medie. I den forbindelse skrev vi detaljeret om alle nyhederne iOS 7, som blandt andet byder på iTunes Radio og forbedringer af det intelligente stemmestyrings-værktøj Siri.

tumblr_msx6i2tRfD1si636ro1_500

iOS 7 bliver ikke blot operativsystemet i de nye iPhone-modeller, men kan også downloades og installeres af brugere af iPhone 4, 4S, 5, iPad 2, 3, 4, mini og 5. generation iPod touch, og det kan ske fra den 18. september.

iPhone 5C
Men så var det også slut med at snakke udenom, og Apples marketingchef, Phil Schiller, gik på scenen for at præsentere den første af Apples nye iPhone-modeller, som altså ikke overraskende blev iPhone 5C.

tumblr_msx74wDuvk1si636ro1_500

Den kommer som ventet til at erstatte den eksisterende iPhone 5, der altså ikke fortsætter i butikkerne som billigt alternativ til den helt nye high-end-model. iPhone 5C kommer i fem farver – grøn, gul, blå, hvid og rød – og er fremstillet i ét stykke af hærdet polykarbonat. Hele fronten udgøres af en 4″ multi-touch retina-skærm. Den får samme Apple A6-processor, som sidder i den nuværende iPhone 5, og kommer herudover med 8 MP såkaldt iSight-kamera samt et frontkamera med 1,9 MP. Den får også 4G/LTE samt Bluetooth 4.0 og 802.11 a/b/g/n.

iPhone 5S
Og så gik turen ellers videre til topmodellen, iPhone 5S, der som ventet kommer i hele tre farver: Sort, sølv og en champagnelignende guld-farve. Og det vidste vi jo næsten godt på forhånd.

tumblr_msx7n1Az391si636ro1_500

Men så faldt bomben. Den nye iPhone 5S får Apples nye A7-processor under hjelmen, og det bliver en 64-bit-processor, hvilket kommer til at gøre underværker for ydelse og hastighed. For at illustrere, hvad det betyder, så bliver iPhone 5S 40 gange hurtigere end den oprindelige iPhone, og den lynhurtige ydelse skulle også gælde for grafikken, som tilmed bliver 56 gange hurtigere sammenlignet med den oprindelige iPhone.

tumblr_msx7ocHf8W1si636ro1_500

Herudover får iPhone 5S en supplerende processor ved navn M7, der skal holde øje med telefonens bevægelser – herunder data fra accelerometer, gyroskop og kompas. Dette for at gøre det muligt at skabe en helt ny generation af sundheds- og fitness-apps, forklarer Apple.

Så vidt vi ved bliver iPhone 5S dermed den første smartphone på markedet med 64-bit processor.

Nyt kamera
Også kameraet har fået en overhaling og kommer nu med f/2.2 blænde og samt en ny type blitz, som Apple kalder for True Tone – reelt er der tale om to blitzer, én med køligt hvidt lys og én med en varmere farvetempertur – som så bliver brugt til at skabe bedre hvidbalance især inden døre..

Kameraet får herudover en række nye funktioner. For eksempel giver kamera-app’en nu brugeren kontrol over eksponering og hvidbalance, og kameraet har flere autofokus-sensorer, ligesom det får lysmåling i 15 zoner. Det kommer til at kunne skyde billedserier op til 10 billeder/sekund.

tumblr_msx8gcIgon1si636ro1_500

Videofilm kan optages i fuld 1080p-kvalitet, men også i 720p, hvor man så til gengæld kan optage med 120 fps, hvilket tillader fede slow-motion optagelser.

Fingeraftrykslæser
Som vi som nævnt også tidligere havde gættet, kommer iPhone 5S med en helt ny sikkerhedsteknologi – nemlig en fingeraftrykslæser bygget ind i hjem-knappen. Apple kalder teknologien for TouchID, og der er tale om en sensor, der kan scanne flere hudlag i en opløsning på 500 ppi. TouchID er bygget ind i iOS 7, og kan – udover at beskytte telefonen – også for eksempel bruges til at foretage indkøb i iTunes og App Store.

tumblr_msx8o0dy7t1si636ro1_500

Pris og tilgængelighed
Både iPhone 5C og 5S kommer i butikkerne i de store lande (USA, Australien, Canada, Kina, Frankrig, Tyskland, Singapore og England) den 20. september. Inden december vil iPhone 5C og 5S være introduceret i over 100 lande. Vi opdaterer artiklen med dansk pris og lanceringstidspunkt, så snart oplysningerne er tilgængelige.

 

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sporingstag til Googles Find My-netværk

OnePlus på vej med nye produkter

Heineken lancerer trist mobil

Årets Edge-serie er her

Billigere iPhone-reparationer

Sporingstags til alle Android-mobiler

Smart kombioplader til ferien

Hvad vil Apple vise i juni?

Galaxy Tab S6 Lite opgraderet

Design din drømmemobil

Kommer der Google-AI i iPhone?

Lettere skift fra iPhone til Android

0
Lyd & Billede
Scroll to Top