Apple lancerede sit smart-ur, Apple Watch, i samme åndedrag som lanceringen af iPhone 6 og iPhone 6 Plus tilbage i september. Uret rammer først butikkernes hylder i begyndelsen af det nye år, og Apple har sørget for, at der bliver masser af valgmuligheder. Uret kommer i to forskellige størrelser – 38 og 42 mm – og i tre forskellige modeller: Apple Watch Sport, Apple Watch Edition og så endelig en model, der bare hedder Apple Watch.
Læs også: Vi har prøvet Apple Watch
Førstnævne model, Apple Watch Sport, bliver fremstillet i aluminium og kommer til at koste omtrent USD 350 (cirka 2.100 kroner), fik vi at vide i forbindelse med lanceringen.
Standard-udgaven, der blot hedder Apple Watch, fremstilles i stål og vil koste cirka USD 500 (3.000 kroner), men hvad så med den eksklusive Edition-model, som fremstilles i en speciel 18 karats guldlegering? Tjo, det dyreste af urene kommer såmænd til at koste mellem USD 4.000 og 5.000 svarende til 30.000 danske kroner. Det skriver den franske blog iGen.fr. Det franske websted har åbenbart gode kilder hos Apple, for de var også i stand til at lække stort set alle specifikationer for iPhone 6 og iPhone 6 Plus flere uger før lanceringen, så vi betragter udsagnet om den høje pris på Apple Watch Edition som troværdigt.
Læs også: Er Apple Watch starten på smartrevolutionen?
Ifølge iGen.fr vil Apple Watch være klar til salg i midten af februar næste år.