Hvis Apple skulle producere en bærbar Windows-PC, ville den nok komme til at ligne Surface Laptop 2. For på samme måde, som Apple med deres iMac- og MacBook-computere står for både operativsystem og hardware, og dermed kan tilpasse begge dele perfekt til hinanden, har Microsoft med deres serie af Surface-computere valgt at vise alle PC-producenterne, hvordan en Windows-bærbar skal se ud, når den kommer direkte fra kilden.
De første Surface-modeller – Surface Pro og Surface Pro 2 – kom tilbage i 2013 og 2014, men var begge tablet-computere med separat tastatur, og først i 2017 kom Microsoft med en “rigtig” bærbar computer i form af Surface Laptop, som vi desværre ikke har testet.
Sidste år blev Microsoft så klar med en række nye modeller i Surface-serien. Herunder Surface Pro 6 – endnu en tablet-computer, som vi tester på et senere tidspunkt – samt altså Surface Laptop 2, der er genstand for indeværende test. Der er primært tale om en opdatering med et skift fra 7. til 8. generation Intel Core-processorer som vigtigste nyhed. Vi skriver mere om, hvad det betyder for ydelsen, lidt senere.
Udseende og konstruktion
I en tid, hvor mange bærbare ligner hinanden til forveksling, er det forfriskende, at Microsoft med Surface Laptop 2 har truffet nogle ret markante designvalg. Hvad det valgte 3:2-skærmformat betyder for brugeroplevelsen, vender vi tilbage til. Men eftersom langt de fleste bærbare computere på markedet kommer med skærme i de mere langstrakte 16:9- (de fleste Windows-bærbare) og 16:10-formater (Apples MacBooks), fremstår Surface Laptop 2 nærmest kvadratisk i forhold til de fleste af sine konkurrenter.
Og den er da også en hel del smallere end f.eks. Acer Swift 5 og Lenovo ThinkPad X1 Carbon, der ellers ligner Surface Laptop 2, for så vidt angår ydelse og pris ved tilsvarende konfigurationer. Faktisk er det blandt de større producenter kun Huawei, der med MateBook X Pro har valgt at gå i samme retning som Microsoft med en bærbar computer med 3:2 skærmformat.
Et andet usædvanligt designvalg er det alcantara-materiale, som beklæder indersiden af Surface Laptop 2 – det vil sige området omkring tastatur og touchpad, hvor man typisk placerer sine hænder, når man bruger den bærbare computer. Alcantara-beklædningen minder mest af alt om ruskind og gør betjeningen og den daglige brug af maskinen mere behagelig end den oplevelse, man typisk får fra konkurrenternes hårde plast eller metal.
Tastatur og touchpad er af høj kvalitet, omend tasternes vandring godt kunne være en smule længere. Dog leverer tasterne bagbelysning samt en god taktil oplevelse med passende modstand, og selv om touchpad’en klikker en smule højlydt, så glider fingrene let på overfladen, og den er meget responsiv. En af de bedste touchpads, vi har prøvet længe, faktisk.
Byggekvaliteten er i det hele taget fra øverste hylde med et kabinet fremstillet af helt glatfræset aluminium og en skærm i robust Corning Gorilla Glass 3. Alt i alt virker Surface Laptop 2 på én og samme tid let og bundsolid. At den også er flot at se på i farverne bordeauxrød og sort, skader selvfølgelig ikke.
Skærm og lyd
Selv om skærmen er på 13,5 tommer, har den et lige så stort areal som en 14 tommers skærm i det mere traditionelle 16:9-format. Men ud over et større areal er 3:2-formatets vigtigste fortrin, at skærmen bliver højere, end man er vant til.
Det er især godt, når man læser websider i sin browser eller arbejder i klassiske produktivitetsværktøjer såsom Word og Excel, mens man oplever sorte bjælker og kommer lidt længere væk fra biograffølelsen på Netflix og YouTube. Men tendensen i retning af skærme, der giver lidt mere plads i højden og til gengæld bliver smallere, har vi også set blandt de nyeste smartphones – f.eks. de nye Xperia 1- og Xperia 10-modeller fra Sony – så mon ikke andre konkurrenter end Huawei lader sig inspirere i de kommende måneder?
Opløsningen er høj, og billedet er skarpt med klare farver og god kontrast, og så understøtter skærmen både multitouch og betjening via stylus – nemlig Microsofts egen Surface Pen, der dog ikke følger med i pakken. Vi kan kun brokke os over, at lysstyrken ikke er den højeste, og hvis man hellere vil bruge fingrene på skærmen end på den fremragende touchpad, så skal man være parat til at tørre fingeraftryk væk konstant.
Lyden er god og tung, hvis man tilslutter et sæt ordentlige hovedtelefoner, mens den er acceptabel – og god nok til et Skype-opkald eller en kort video – i de indbyggede højttalere, som sidder gemt under tastaturet.
Ydelse og funktioner
En af de største fordele ved Surface Laptop 2 er, at den er fuldstændig lydløs. Desuden er ydelsen – takket være den førnævnte helt nye 8. generations Intel Core-processor med fire kerner – helt i top, hvad vores benchmark-resultater baseret på en konfiguration med 1,6 GHz Intel Core i5-8250U-processor og 8 gigabyte RAM også vidner om.
Også batteritiden er blandt de bedre. Således klarede Surface Laptop 2 sig i over fire timer i vores krævende stresstest, hvor maskinen belastes maksimalt uden pause, og uden at skærmen slukker eller computeren går i dvaletilstand.
Til gengæld bliver man hurtigt træt af, at Surface Laptop 2 kun kommer med to porte, nemlig en af typen USB-A 3.0 og en Mini DisplayPort. Her er ingen microSD-kortlæser og ingen USB-C-port, og det er en lidt hård prioritering, synes vi. Bare fordi Apple gør det, er det ikke nødvendigvis en god idé.
Konklusion
Microsoft Surface Laptop 2 leverer spændende designvalg og god kvalitet for pengene. Også selv om prisen er i den lidt dyre ende. Især hvis man er produktiv og bruger sin bærbare mere til at læse end til at se film, er det lidt specielle 3:2-format en fordel, ligesom den høje opløsning og det knivskarpe billede heller ikke er at foragte. Maskinen er lækker, let og robust på samme tid og byder på en tilsvarende god ydelse og batteritid.
Hvis man kan leve med, at Microsoft var løbet tør for budget, da der skulle sættes penge af til tilslutningsmuligheder, så er Surface Laptop 2 en af de bedste ultrabærbare på markedet lige nu.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer