: Rega Planar 3

Det er let at forstå, hvorfor den unge generation falder for pladespillere og vinylskiver. Den store, varme lyd opleves som så naturlig og ægte, at den får cd-lyden til at virke indelukket.

Men det er ikke kun unge, der aldrig har ejet en cd-afspiller – endsige en pladespiller – som falder for lyden af den sorte vinyl. Deres forældre børster også støvet af pladesamlingen og køber pladespillere som aldrig før. Gamle minder bliver som nye, når nybørstede lp’er igen får spilletid på en skinnende ny grammofon.

Chancen for, at det er en Rega-pladespiller, er stor. De har længe leveret grammofoner i alle prisklasser, og den klassiske Planar-model er solgt i uhyrlige mængder, siden den kom frem i 1973. I dag findes de i mange udgaver, såsom denne efterfølger til Regas oprindelige model kaldet Planar 3.

En grammofon, der til forveksling ligner sine forgængere, men som er helt ny fra inderst til yderst, og som kører i cirkler omkring cd-afspillere. Og – som vi snart skal afsløre – omkring pladespillere fra andre producenter.

 

Støvlåget er det samme

Det her er den femte udgave og soleklart den bedste. Ja, den er faktisk så god, at jeg har overvejet, om det overhovedet er værd at betale mere for at kunne spille vinylplader.

Alt er nyt, undtagen Elys2-pickup’en, som også sad på forgængeren. Planar 3 er bygget op med et nyt letvægtschassis i lamineret akryl med afstivning både på oversiden og på undersiden, der strækker sig fra pladetallerkenens base til armbasen. Den nye 12 mm tykke glastallerken hviler på en undertallerken, som er nedfældet i en olieret messingbund. En ny, vibrationsløs motor driver den gummirem, der sørger for, at tallerkenen kører rundt.

Tonearmene fra Rega er velansete blandt konkurrenterne, der gerne vælger en Rega-arm til deres egne pladespillere. Selv på grammofoner til mange gange prisen er det ikke ualmindeligt at finde en Rega-arm.

Der går nok et stykke tid, før man ser den nye RB330-arm andre steder end på Planar 3. Den har et helstøbt armrør og et nyudviklet ophæng med endnu finere tolerance, for minimal friktion og større præcision med mindre slinger, når den er bevægelse. Armen er koblet til et nyt og forbedret kabel med solide plugs fra Neutrik.

Kvalitetsfølelsen overgår alt, hvad jeg har set fra andre pladespillere til under 10.000 kroner, men så er det også kun støvlåget, der er det samme som før. Den delvist håndbyggede grammofon og tonearmen er lavet med meget højere detaljekvalitet end nogen tidligere RP-model. Bortset fra RP9 og RP10, men de stiller også op i en helt anden prisklasse.

 

Lækker og dynamisk lyd

Man kan sagtens få billigere pladespillere. Regas mest overkommelige starter ved cirka 3.000 kroner, og en anstændig grammofon kan fås for et par tusind, men så går man glip af noget vigtigt for musikoplevelsen: Dynamik!

For selv om de billige pladespillere kan lyde ganske godt – uden den “pejseknitren”, som man forbinder med slidte nåle og støvede plader – så mangler de det format og den dynamik, som en Pro-Ject 1Xpression Carbon Classic, en Thorens TD203 eller en Rega RP3 kan give.

Med dobbeltalbummet Still Live fra 1986 skabte Keith Jarrett Trio jazzhistorie, og lyden på lp’erne er rigtig god. De små og store dynamiske nuancer er så kontrastfyldte, at det næsten ikke er til at tro. Små slag på kanten af lilletrommen, lette berøringer på en hi-hat eller pludselig hamren på klaveret står ud af højttalerne med en fart, som de færreste forbinder med en pladespiller.

Lydbilledet er stort nok til, at der skabes en realistisk følelse af atmosfære på optagelsen, og det er varmt og blødt som fløjl trukket over en forhammer. For før man ved af det, slår bassen fra sig på en måde, der kun kan lade sig gøre med dyre pladespillere og pickup’er.

Guitaren og trommerne på Dire Straits’ “Love Over Gold” lyder aldrig aggressivt eller overdrevet fokuseret. De falder fint ind i det velafbalancerede lydbillede, der bestemt ikke opleves som tyndt og skingert. Snarere tværtimod.

Sammenlignet med Rega RP8 er der et lidt blødere fokus og en mere afdæmpet diskant, der opleves som behageligt tilgivende på dårlige lp-indspilninger, men også giver f.eks. strygere eller sopranstemmer en lidt rundere klang uden den krystallinske klarhed, som en skarpt fokuserende MC-pickup fra øverste hylde kan give.

Men potentialet er hørbart til stede, og en opgradering til en endnu bedre pickup vil løfte lydkvaliteten fra grammofonen yderligere.

Hvis man da føler for at hente endnu mere ud af rillerne, for det er ikke meget, man savner her. Radka Toneffs klassiske Fairytales lyder rørende flot på Planar 3, sårbarheden i hendes stemme kommer nøgent og råt frem, og den stilleflydende klaverklang fra originaloptagelsen fylder hele rummet. Dynamisk er det forsigtigt, fintfølende og sart, og den følelse formidler Planar 3 fremragende på den over 30 år gamle optagelse.

 

Konklusion

Den gamle RP3 var en vidunderlig pladespiller, der længe holdt stand som konge af sin klasse. Den nye Planar 3 er endnu bedre, i enhver henseende, og selv om den koster noget mere, er den alle pengene værd. Så god er den faktisk, at du må være villig til at smide mange flere penge på bordet for at få en endnu bedre grammofon.

En smag af high-end? Absolut. Sæt en endnu bedre pickup på, og du har en rå grammofon, der kan overgå mange væsentlig dyrere pladespillere, som jeg er fristet til at sammenligne med. Så god er den!