Test: T+A R 1000 E

Alt-i-et-produkter er ikke, hvad de var engang. For selv om stadig flere ønsker bekvemmeligheden ved alt, hvad man har brug for, i ét kompakt kabinet, er viljen til at betale for ordentlig kvalitet noget lavere. Derfor har flere og flere high-end-producenter kastet sig ud i det kunststykke at nedskalere deres store, blytunge enkeltkomponenter til et enkelt kabinet. T+A er en af dem.

Man skal bare kaste et enkelt blik på T+A R 1000 E for at forstå, at det er ingeniørkunst i topklasse. Her er solid aluminiumudførelse hele vejen med sammenføjninger så glatte, som kun tyskere kan lave dem. Faktisk gik det ikke op for mig, at der var en cd-skuffe, før jeg læste brugsanvisningen, da den nærmest går i ét med det store, sorte display. Som i øvrigt har så stor skrift, at selv svagsynede kan læse det.

Funktioner

Næsten alle funktioner er her, inklusive DAB+ og internetradio, samt indbyggede streaming-tjenester som Tidal og Deezer. Produktet er desuden Roon Ready, hvilket betyder, at du kan bruge programmet Roon på pc eller Mac og streame musik til forstærkeren over hjemmenetværket.

USB-kabel er ikke nødvendigt. Og det er fint, for USB-indgangen understøtter maksimalt 96 kHz opløsning, mens produktet ellers kan håndtere filer op til 192 kHz. Filer med højere opløsning end det bliver nedkonverteret til nærmeste kompatible opløsning.

Skulle du have musik lagret på en netværksforbundet harddisk (NAS), eller for den sags skyld en USB-stick, så er det bare at spille løs. Bluetooth fra mobilen? Kør på! Andre lydkilder kan sluttes til en af de mange digitalindgange, eller brug analog RCA. Eneste savn er en balanceret XLR-indgang, og hvis du vil have pladespillerindgang, koster det ca. 3.500 kroner ekstra.

Analog forstærkning med digitale principper

R 1000 E er baseret på indmaden fra den integrerede forstærker PA 1000 E og cd-afspilleren MP 1000 E. Effektforstærkerdelen anvender såkaldt pulsbreddemodulation, hvor det elektriske musiksignal oversættes til en serie “firkantimpulser”. Det kaldes ofte digital forstærkning, men hos T+A er modulatoren en analog konstruktion.

Switching sker med hurtige MOSFET-transistorer, og udgangstrinene anvender analog negativ feedback til at kontrollere udgangssignalet. Ifølge T+A kan det give spændingsvariationer i strømforsyningen og dermed forvrængning, men i R 1000 E er feedback-sløjfen relativt svag og desuden frekvensafhængig (mere i bassen, der kræver meget strøm, mindre opad i frekvensregisteret, som er mere følsomt over for forvrængning). Noget, der skal give renere lyd.

Selve effekten er noget lavere end på PA 1000 E, men 115 watt pr. kanal i 8 ohm er alligevel mere end de 2 x 80 watt, som den konkurrerende Naim Uniti Nova leverer. Og næsten dobbelt så meget, som du får fra Teac NR-7CD (2 x 60 watt).

Tysk perfektion

Ligesom man ikke får en fornemmelse af en bils køreegenskaber ved at tale om specifikationer, får man heller aldrig at vide, hvordan en forstærker lyder, før man hører musik på den. Og gudskelov holder tyskerne, hvad de lover. For sikke en stram og kontant levering!

Koblet til Audiovector SR3 Arreté Raw Surface er det helt exceptionelt, så præcist R 1000 E gengiver musikken. Dvoráks violinkoncert opus 53 i a-mol er et præmieeksempel. Indspillet af Berlinerfilharmonikerne med Anne Sophie Mutter som solist og dirigeret af Manfred Honeck.

Med Tidal for Roon på MacBook Pro leveres musikken med stram og taktfast hånd. Soloviolinens hurtige bevægelser, akkompagneret af et storslået og sammenspillet orkester, får armhårene til at rejse sig – det her er topsejt. Og hvis du troede, at 2 x 115 watt ikke holder, så må du tro om igen.

Masser af dynamik

Her får man virkelig den dynamik, vi savnede fra Teac NR-7CD. Her går baskontrol og luftighed hånd i hånd, og forstærkeren bevarer kontrollen ved højere volumen, end Teac formår. Det er sejere, mere brutalt og mindst lige så glatpoleret og opløst.

Men T+A-forstærkerens værste konkurrent er ikke NR-7CD fra japanske Teac. Det er britiske Naim Uniti Nova. Et mindst lige så imponerende stykke ingeniørkunst med et – hvis du spørger mig – endnu lækrere udseende. Og med dynamik, timing og tredimensionalitet som sine musikalske styrker. En frygtindgydende forstærker.

Når det gælder råstyrke, er T+A meget lig Naim. De kan begge kunsten at banke trommerne ind i maveregionen på lytteren, og percussion lyder stramt og velordnet.

Det er min oplevelse, at T+A har mere luft i diskantområdet og bedre frekvenslinearitet, end jeg husker fra Naim Uniti Nova. Flere detaljer, mere sprødhed i violinernes overtoner. Hvis det gjaldt om at tælle antallet af hår på violinbuen, ville man i højere grad være i stand til det med R 1000 E end med Naim Uniti Nova.

Den elektroniske og dejligt basrige “You Should See Me In a Crown” med Billie Eilish er også et fint eksempel. Bassen er saftig og kontant, mens T+A har et væld af detaljer opad.

Men Naim-forstærkeren har en X-faktor: En oplevelse af tredimensionalitet. Samtidig har den en større ro i lydbilledet. Det lyder mere “ flydende” på en måde. Eller: Hvor T+A taler med matematik, taler Naim i billeder.

Filterindstilling

T+A har imidlertid et trick oppe i ærmet. Sæt DAC-filteret til Impulse i stedet for Linear, og digitalkonverteringen fokuserer mere på timing og lidt mindre på frekvenslinearitet. Og sikke en forskel, det gør.

Først og fremmest har det til formål at fjerne “pre-ringing” i filteret ved sampling-frekvensen, og det kan høres ved, at det netop bliver mere flydende, tredimensionelt og naturligt. Hvad frekvenslinearitet angår, sker der ikke meget rent subjektivt, så jeg vil vove at påstå, at Impulse er den bedste indstilling at bruge uanset musik.

T+A-forstærkeren er klart på bølgelængde med Naim, og det kan endda godt ske, at de ekstra watt giver en smule mere kontrol. Men der er et problem …

T+A R 1000 E er ikke helt perfekt. Men svagheden ligger ikke i lydkvaliteten. Det er brugervenligheden, jeg ikke helt kan forlige mig med.

Indstillinger og menuopsætning er lidt mekanisk og bøvlet. F.eks. tog det lidt tid at vænne sig til, at indstillingerne for DAC-filteret deler knap på fjernbetjeningen med tonekontrollerne, markeret med en node. Grafik har man heller ikke gjort noget ud af; her er det ren listeform, og ikke alle undermenuer er lige intuitivt placeret. Bare det at opdatere til den nyeste firmware betød, at jeg måtte google lidt.

Displayet på fronten er som nævnt stort, men der er ingen info om opløsning og filformat på den musik, der afspilles. En savn, når man streamer musik i forskellige musikformater og gerne vil have et overblik. F.eks. ved man ikke, om man spiller almindelig cd-kvalitet eller højopløst Master-kvalitet fra Tidal.

Når man skal afspille filer med højere opløsning, end forstærkeren er lavet til, går det fint med Roon eller andre afspilningsprogrammer på Mac eller pc koblet til USB-DAC-indgangen. Så konverteres filerne til nærmeste kompatible opløsning. Men hvis du har filer gemt på USB-hukommelse og vil afspille dem direkte i forstærkerens afspiller, kan den ikke dette. Jeg prøvede med nogle musikfiler i 24 bit/352,8 kHz opløsning, og det hele gik bare i stå.

Endelig må jeg nævne den mangelfulde mobil-app. Den er slet ikke så intuitiv som Naims, og man ved heller ikke, om man afspiller højopløst eller lavopløst musik fra Tidal.

Konklusion

Lydkvaliteten fra R 1000 E er lige så helstøbt som konstruktionen med klippefast baskontrol, samtidig med at opløsningen opad er i særklasse. Den får det maksimale ud af hver eneste af de 115 watt pr. kanal, og vi savner egentlig aldrig mere.

Og hvis man synes, at opløsning og taktfasthed kan komme i vejen for det musikalske, så er det bare at skifte filterindstillingen fra Linear til Impulse, og pludselig kommer dybden i lydbilledet også. Hvis den ikke er et unikum, så kæmper den i hvert fald helt i toppen i sin prisklasse.

Vi savner ikke nogen funktioner; her er både DAB+, internetradio og cd-afspilning. Og mulighed for pladespillerindgang, som ganske vist koster ekstra. Derimod er brugervenligheden ikke helt sømløs. Men man kan vænne sig til meget, og det er ikke værre, end at vi klart vil anbefale R 1000 E.