Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Test: Sony KD-75XG9505

Sonys bedste LCD pumper adrenalin

Sony KD-75XG9505 imponerer med rå kontrast og intense farver, der giver fænomenale billedoplevelser.

Skrevet af / 10/05/2019 - 16:06
Sony KD-75XG9505
Audun Hage

Sony har altid haft en særlig position i TV-branchen. Den japanske producent er blevet en lilleput i forhold til sydkoreanerne LG og Samsung, men deres TV’er – især udvalgte modeller – kan stadig følge med de bedste.

Ved udgangen af 2018 testede vi Sonys nye LCD-flagskib KD-75ZF9, som var en del af den nye topserie Master Series. For de af os, der har været med et stykke tid, gik tankerne umiddelbart til Sonys ES (Elevated Standards) hi-fi-produkter, der repræsenterede det ypperste af design, teknik og byggekvalitet.

Master Series skulle altså være det heftigste, Sony kunne levere på TV-fronten, men i år er det kun OLED-flagskibet AG9, der kan smykke sig med den titel. Årets arvtager, XG9505, er officielt ikke en del af Master-familien. Men bortset fra det er der ingen tvivl om, at det er et fejende flot TV.

Design

Det nye XG9505 er påfaldende lig lillebror XF90 med sine karakteristiske skråtstillede fødder og sit relativt tykke kabinet. Den ekstra tykkelse er en følge af den direkte LED-bagbelysning, som TV’et er udstyret med. Forfra er Sony-skærmen imidlertid ret slank og lækker at se på takket være en smal ramme i mørkt børstet metal.

Bagsiden er glat med tilslutninger på venstre side. Sony har sørget for, at man kan trække strøm- og signalkabler skjult ned langs fødderne. Læg mærke til, at fødderne nu kun kan vendes udad – formentlig for at give plads til en soundbar – og derfor kræver et relativt bredt TV-møbel.

For at give plads til direkte LED-bagbelysning har Sony XG9505 et lidt tykkere kabinet end mange andre LCD-skærme. Men det er det værd! Foto: Sony

Endelig en ny fjernbetjening!

Sonys nye premium-fjernbetjening er et stort løft i forhold til tidligere udgaver. Foto: Audun Hage

Sony har brugt den samme fjernbetjening i mange år og har fået meget kritik for træg betjening. Kritikken ser nu endelig ud til at have nået Japan, for XG9505 kan prale af en helt ny remote. Den nye fjernbetjening er lækker at se på med børstet metalfront, og knapperne giver en bedre taktil følelse. Den er stadig IR-baseret, hvilket kræver, at man peger fjernbetjeningen mod TV’et. Men den er bestemt et skridt i den rigtige retning med en premium-kvalitetsfølelse, der passer til prisen.

 

XG9505 anvender den opdaterede Android-version 8.0 Oreo som brugerflade. Det nye menusystem er langt mere overskueligt og brugervenligt, og bedre tilpasset en moderne TV-hverdag. I dag er vi ofte mere optaget af det indhold, vi vil se, end af hvilken kilde, tjeneste eller TV-kanal det kommer fra.

Startmenuen giver hurtig adgang til de forskellige apps samt genveje til dine yndlingskanaler såvel som anbefalinger baseret på dine seervaner. Sony har også gjort sig mere umage med egne TV-indstillinger, som nu er lettilgængelige via genveje i en hurtigmenu.

Som de fleste Android-skærme har Sony et godt app-udvalg, og XG9505 opleves også som meget hurtigt at betjene. Det kan desuden prale af en særlig gaming-mode med en forsinkelse på ca. 20 millisekunder.

Foto: Sony

Billedkvalitet

Sony har flere avancerede teknikker i sit billedarsenal. XG9505 anvender ligesom forgængeren ZF9 et topmoderne 4K LCD-panel med direkte LED-bagbelysning (FALD). Billedprocesseringen – som typisk er en af Sonys største fordele – håndteres af den avancerede videoprocessor X1 Ultimate. Vores testeksemplar på 75 tommer har også X-Wide Angle-teknologi, som man ikke finder på 55 og 65 tommers udgaverne. Det giver en væsentligt bredere betragtningsvinkel.

LCD med bred betragtningsvinkel har længe været lidt af en selvmodsigelse, især på denne type VA LCD-panel. Alt for ofte er billedet præget af udvaskede farver og svag kontrast, når det ses fra siden. Her har både Samsung og nu også Sony opnået klare forbedringer, og sat ved siden af Samsung Q90R har Sony XG9505 mindst lige så god betragtningsvinkel. Det giver et større brugsområde, f.eks. i en åben stueløsning.

I samme situation bemærker vi dog, at Sony-skærmen ikke helt kan måle sig med Samsung på maksimal lysstyrke. Den har også et noget blankere frontglas, som reflekterer mere af omgivelserne, og den formår ikke at “diffundere” lyset lige så meget som Samsungs supermatte panel. Her bør man med andre ord planlægge god belysningskontrol i form af plisserede gardiner eller lignende.

I mørkere omgivelser er Sony-skærmen derimod i sit es. Netflix har for nylig udsendt sin egen originale naturserie Our Planet i krystalklar 4K HDR-opløsning og med ingen ringere end Sir David Attenborough (hvem ellers) som fortæller. Afsnit 6 tager os med under havoverfladen i ubåd, helt ned til 10 kilometers dybde. Her når lyset ikke ned, undtagen det kunstige lys fra ubådens lyskastere.

Det er en seriøs lakmustest for billedpanel og processor, og Sony-skærmen gengiver de krævende naturscener uden at vakle. Her er både intens lysstyrke og masser af detaljer i mørke områder, uden at bagbelysningen afgiver generende strølys.

Når det er sagt, så er kontrasten ikke lige så ekstrem som på Samsung Q90R – eller Sonys egne OLED-modeller, for den sags skyld. Sony-skærmen har væsentlig færre dimming-zoner, hvilket resulterer i en mere tydelig halo-effekt omkring lyse objekter på mørk baggrund. XG9505 formår imidlertid at grave detaljer frem fra mørket, som går tabt i “black crush” på mange andre skærme.

Farvegengivelsen er også rigtig god. I lysere naturscener, f.eks. afsnit 7, som foregår i ferskvand, bliver vi vidne til utrolige farvespil. Her udmærker Sony-skærmen sig med en imponerende bred farvepalet uden synlige schatteringer eller banding-effekter.

Når vi skifter til den fartfyldte Formel 1-dokumentar fra Monacos Grand Prix (endnu en Netflix-produktion), overbeviser Sony igen med nuancerede og naturtro farver. Det er faktisk en SDR-produktion (ikke HDR), men Red Bull-bilernes røde farve bilerne er lækkert intens, mens den blå farve har en dejlig dybde. Kontrasten i billedet er imponerende: Man kan næsten føle varmestrålingen, idet bremseskiverne gløder, og mærke gnisterne fra F1-bilerne, når de skurer mod asfalten!

Sonys billedmaskine har virkelig “X Factor”, som får adrenalinen til at pumpe, og står ikke tilbage fra Samsung, når det gælder knaldstærke farver.

Lydkvalitet

Da vi testede high-end-udgaven ZF9, trak vi ned for tynd og uinspirerende lyd. Lydgengivelsen fra XG9505 virker heller ikke specielt potent. Stemmegengivelsen er klar og tydelig, men relativt tynd og får ikke den samme tilstedeværelse, som vi oplever med Sonys OLED-skærme. Der mangler bas og fundament for musik og lydeffekter.

En soundbar er indlysende et must. I den sammenhæng er det fint, at Sony-skærmen understøtter Dolby Atmos surround-lyd i kombination med kompatible soundbars.

Konklusion

Sonys bedste LCD-TV har meget at byde på, men kan XG9505 hævde sig over for Samsung og deres ildsprudende QLED-modeller?

Ja, med undtagelse af lidt svagere lysstyrke har det det, der skal til for at imponere – og det til en lavere pris end Samsungs Q90R på 75 tommer. Overbevisende kontrast, godt sortniveau og intense farver fra alle vinkler bidrager til at skabe en usædvanlig medrivende billedoplevelse. Lyden kunne have været kraftigere, men det er lettere at løse end billedmæssige mangler.

På papiret er XG9505 ikke lige så “high-end” som forgængeren ZF9, men i praksis er det mindst lige så godt eller bedre til en mere konkurrencedygtig pris. Sony kan, hvis de vil!

picture3
<
>
Sonys nye premium-fjernbetjening er et stort løft i forhold til tidligere udgaver. Foto: Audun Hage
Karakter
Sony KD-75XG9505

Lyd & Billede mener

Bred betragtningsvinkel, fornem farvegengivelse og overbevisende kontrast. God formatunderstøttelse. Ikke lige så høj lysstyrke som de bedste. Noget blankere frontglas giver lysrefleksioner. Tynd lyd kræver soundbar for maksimalt udbytte.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

OLED-TV på udsalg

Hisense ULED: En OLED-killer?

Lækker og balanceret billedkvalitet

Fremragende gaming-TV

De bedste TV'er på budget

Vi tester TCL's største og billigste TV

De bedste storskærme til serier, sport og spil

De bedste OLED-TV'er

Større tv på et budget

Farvestrålende entertainment-TV

Luksuriøst OLED-TV fra Loewe

Samsung TQ98Q80C: King size TV!

Scroll to Top